140 Raphael Meyer: Anm. af Tag», <seine -liebe Not haben» .o. ἢ. — S. 79, L. 183 «50». Sammenstillingen med «sonst» er urigtig og vildledende. Sætningsbygningen er aldeles klar og fuldstændig uden dette «so»: «Es wöll dann Got vom hymel, auss disem finstern walde [so] kum jch ` nymmer mer» — uden Gud i Himlen vil (det), [saa] kommer jeg aldrig ud af denne mørke Skov; «so» er altsaa kun Fyldeord (smlgn. Bemærkning til 5. 20). — 5. 87, L. 7 f. n. I Citatet af Uhland staar <heftig» i Stedet for «hastig». Ved «gesinde» savner jeg-en Henvisning til OS. gisitho og AS. sith. Til Slutning skal jeg endnu med Anerkendelse bemærke, at Bogen er forsynet med et alfabetisk Sagregister, hvor hvert kommenteret Ord er anført med Tallet paa den Side, hvor det findes. ; C. A. Nissen. Victor Henry: Précis de Grammaire comparée de l'Anglais et de Allemand rapportés à leur commune origine et rapprochės des langues classiques. Paris 1893, Hachette et Cie. XXIV -| 418 pp. Victor Henry, lærer ved Sorbonne, som tidligere har udgivet Précis de Grammaire comparéėe du Grec et du Latin (4de udgave Paris 1892), har i slutningen af 1893 udgivet en sammenlignende fremstilling af den engelske og den tyske grammatik, beregnet på at være en ledetråd i komparativ germansk grammatik for dem, der praktisk beherske begge disse sprog eller i det mindste det ene af dem og have et mere eller mindre indgående kendskab til det andet. De to sprog forudsættes kun kendte i deres moderne former, og sammenligningerne er til at begynde med så håndgribelige, at alle vil kunne følge dem. For sproglærere er den komparative lingvistik af største betydning, idet de sproglige fænomener naturligvis kun kan forstås til bunds, når man ser dem i deres historiske udvikling, og fortolkninger, som „hviler på erfaring, er altid sundere end de, der støtter sig til spekulative gisninger, hvor skarpsindige og psykologisk interessante disse end kan være. — Ved at sammenstille engelsk og tysk når man det vestgermanske, — hvortil desuden det frisiske hører, som imidlertid ikke behandles i M. Henry’s bog, — og det viser sig, at forskellighederne, der for den ikke sagkyndige betragter kan synes store, reduceres til dialektafvigelser. Forf. kan naturligvis ikke undgå at operere med oldengelske og oldtyske, med gotiske og oldnordiske (et større hensyn til nordisk vilde dog uden tvivl på mange steder have lettet forstãåelsen og sikkert have bidraget til at udvide synskresen) og med latinske, græske og indiske sprogformer, men der gøres altid