Henry, Gramm. comparée de l'Anglais et de l'Allemand. 141 rede for de i disse sprog specielt gældende love, så at man, nâr man er færdig med bogen, har et billede af hele vor sprogæts udvikling. Efter i en indledning at have givet en oversigt over den indoevropæiske sprogæts spaltning i dialektgrupper gennemgår forfatteren fonetikens elementer, der er absolut nødvendige til forstäåelsen af de senere behandlede lydovergange. Nogle illustrationer vilde her have været meget vel anvendte til at lette den anatomiske forståelse, idet det må forudsættes som forf.’s mening, at læseren ikke skal behøve at ty til andre lærebøger. Dernæst gennemgås de almindelige vokalforandringer, forkortelser, forlængelser, omlyd, aflyd, vokalerne i deres forskellige stillinger, halvvokalerne etc., stadigt ved en parallelisering af engelsk og tysk med blikket åbent for tilsvarende bevægelser indenfor andre sprogområder. Hvert enkelt fænomen belyses ved en mængde exempler, noget der er af største betydning for begynderen: dette er et af bogens største fortrin. Gennemgående er alt pålideligt, og omstridte spørgsmål er vel til dels undgäåede, eller også er der kun givet en besvarelse, forat begynderne, som forf. siger i sin fortale, eussent la sensation de prendre pied sur un terrain ferme. Måske vilde dog netop dröftelsen af forskellige anskuelser være særligt egnet til at vække begynderens interesse, og under M. Henry's- overlegne ledelse vilde han vel nok kunne følge debatten. Nogle indvendinger mod enkeltheder turde det måske være mig tilladt at fremsætte. Jeg savner (side XIII) i bemærkningen til den gotiske transskription det labialiserede / (sædvanligt betegnet ved en forbindelse α΄ ἡ og v) ved siden af det labialiserede καὶ (q), der vel også bedst med Braune, got. gram. ὃ 59, opfattes som einheitlicher laut (samme bog § 63), hvorfor 6 q se prononce comme kw er vildledende. — Det kan vel kun betragtes som en lapsus calami, nâr der side 30 siges, at ortografien i ordene ft/un, that, thal viser 0s, at det tyske í, som overhovedet de tyske tenues, er aspireret i modsætning til fransk p, 4 Æ; A i disse og lignende ord er simpelthen et rigtignok uheldigt grafisk hjælpemiddel til at betegne den følgende vokals længde. — Der burde (ss. 43—44) være gjort opmærksom på forskellen mellem nordtysk og sydtysk udtale: mht. des glăses > nht. des gläses, forlængelse af vokalen i åben betonet stavelse, ligeså dem glase, die gläser etc., ved analogioverførelse er den lange vokal også trængt ind i den lukkede stavelse i nominativ: das glas, men vel at mærke ikke i Nordtyskland, som i denne henseende indtager det ældre standpunkt. I det hele taget synes forf. at have et større kendskab til sydtysk end til nordtysk, og hans specielt alemanniske viden gør sig på mange steder meget fordelagtigt gældende. Heller ikke er ῥαγί, ērde (side 45) absolut norm. — Mindre heldig er efter min mening den af forf. i hele bogen gennemførte sammenblanding af