142 R. Meyer: Anm. af Henry, Gramm. comp. de l’Angl. et de l’Allem. det, Grimm kaldte #rechung, og det, som man i almindelighed forstår ved omlyd. At et germ. e foran nasal -| konsonant, eller når den følgende stavelse indeholdt i, 7 eller u, gik over til i, plejer man jo i reglen ikke at betegne som omlyd. Forfatteren statuerer her en vestgermansk omlyd e > i (side 47 og andre steder) og adskillige steder f. ex. s. 349 optræder omlyden i /e prégermanique. Sikkert vilde forholdet, der for begynderen er vanskeligt nok, have været mere overskueligt, om en skarpere sondring var foretagen, ikke at tale om, at det vilde være bedst i principspørgsmaal at være i overensstemmelse med andre gængse lærebøger (f. ex. Braunes oht. gram. og Weinholds og Pauls mht. grammatiker). Værst er det dog, naar overgangen germ. ai > tysk οἱ betegnes som omlyd (s. 63), da dette, idet diftongen er en lyd og ikke danner to stavelser, er i strid med den almindelige og også af M. Henry givne definition af omlyd (side 47). — Omlyden i tysk euter (side 60) er let forklarlig ved oht. úíiro ved siden af det almindelige τέατ' (Kluge etym. wtb.). — Lydlæren afsluttes med en kort udsigt over ord- og sætningsbetoningen. Bogens anden del handler om «ordene». I fire kapitler gennemgås orddannelseslæren, såvel den indoevropæiske som specielt den vestgermanske; det 3dje af disse kapitler behandler kompositionslæren, og det sidste er ene helliget talordene, uden dog at frembyde særlig interesse ved sin skematiske, ordbogsagtige fremstilling. Fodnote (2) side 217 vilde være mere belærende, om meinethalben, unserthalben, eller lignende og omtalen af det epithetiske í f. ex. i ordentlich, eigentlich var taget med. Tredje del behandler deklinationen i fire kapitler: artikel, substantiv, adjektiv og pronomen. Det vil virke overraskende på læseren, naar han fodnote (2) side 237 læser om -s som pluralismærke i nedertysk — de anførte exempler er endda højtyske — efter at han lige på side 236 har læst med fede typer: pluriels en -8: exclusivemeni anglais, selv om han får at vide, at de to . ting er af ganske forskellig oprindelse. I det hele taget må det store apparat af noter under texten betegnes som absolut uheldigt; noterne er så godt som alle af den beskaffenhed, at ingen læser kan forbigå dem, men de virke trættende, og forfatteren måtte med lethed have kunnet -indordne dem i texten. — Man behøver ikke αὖ ty til svag flexion for at forklare formen tysk vorħanden; det er simpelthen dativ pluralis, hørende til ordets gamle u-flexion; en mht. svag bøjning af /ant (side 254) finder jeg intet om i ordbøger eller grammatiker undtagen 2 steder, som citeres i Benecke og Müller’s mht. ordb. I, 630a gen. plur. anden, men korrektur til ande foreslås samme sted; and forekommer endvidere svagt bøjet hos Klinger, men betegnes af Moritz Heyne (Grimms wtb. IV 2, 324) som individuelt for denne forfatter. Bogens fjerde del endelig giver konjugationen. Det er navnlig her ved behandlingen af de aflydende verbers præsens singularis at