O. Jespersen: Anm. af Henry, Comp. Gramm. of Engl. ἃ German. 143 sammenblandingen af «brydning» og «omlyd» griber forstyrrende ind; man bliver nødt til for første persons vedkommende på tysk også at operere med en u-omlyd, som forf. også side 47 har stillet i udsigt. ' Til trods for de anførte indvendinger, som dog langt fra i enkelthederne er udtømmende, kan M. Henry’s bog til fulde anbefales de studerende, der give sig af med germanistik; den vil sikkert kunne hjælpe begynderen et godt stykke fremad, og den viderekomne vil ved hjælp af den let kunne samle sit studiestof til et hele. 3. IX. 94. Raphael Meyer. Victor Henry: A short Comparative Grammar of English and German as traced back to their common origin and contrasted with the classical languages. London 1894. Swan Sonnenschein & Co. Ved hr. R. Meyers venlighed er jeg bleven sat istand til at læse ovenstående anmeldelse, der var næsten færdig, da jeg påtog mig at skrive om den engelske bearbejdelse af samme bog; da jeg i det hele og store er enig med hr. M., kan jeg således spare mig og læserne fiere unyttige gentagelser. Den engelske udgave synes helt igennem at stemme med den franske, undtagen hvor hensynet til den nye læserkres gjorde ændringer nødvendige. Jeg skal strax gå til de indvendinger, jeg har at göre mod værket. Förste kapitel efter indledningen er overskrevet «The Elements of Physiological Phonetics»; her er det nu påfaldende, at forf., uagtet han i den bibliografiske oversigt i forvejen nævner sådanne moderne fonetikeres værker som Sievers, Soames, Sweet og Vietor (hvorfor ikke Storm?), dog sågodtsom intet hensyn tar til deres arbejder, hvorved dette kapitel kommer til at indeholde meget forældet og ligefrem fejlagtigt. Forf. er heller ikke ad praktisk vej fuldt fortrolig med nuværende engelsk udtale, og hans fremstilling må derfor på flere punkter forvirre den englænder, der studerer bogen. I eng. sister indeholder således anden stavelse ikke et selvlydende r, men en fra r i red osv. helt forskellig virkelig vokal (s. 21); beskrivelsen s. 25 er bedre, dog er r i alm. eng. udtale jo ikke- <trilled». Heller ikke er ὁ en <trill». — 5. 23 gives net som exempel på «open e» og ere på «close e», hvilket er uheldigt, da den sidste vokal virkelig er mere åben end den förste. Ved vokalbeskrivelsen spiller for forf. larynx en altfor betydelig rolle, som når [y], fr. u, tysk ü, beskrives som dannet med [i]s larynx-stilling og [u]s læbestilling. S. 26 får man