144 Otto Jespersen: Anm. af efter forf.s ord det indtryk, at der efter [7]lyden i eng. ringing, tongue og tysk zunge lyder et [g]. — S. 32 læser vi: «Accented e in an open syllable becomes 7, which, when long, is diphthongized almost to iy.: E. mere — G. meer (sea); compare the , unshifted pronunciation of the same e in the close syllable of the compound word mer-maid». Herved er at mærke, at tilföjelsen «when long» er overflødig, da det pågældende e altid er langt; — at diftongeringen af langt [i] ikke alene finder sted ved det [i], der stammer fra ældre e, men også f. ex. i moderne låneord som marine; — at exemplet mere er uheldigt, da diftongeringen netop kun finder sted, hvor lyden ikke findes foran r [9]; — og endelig, at mermaid slet ikke udtales med rent [e], men med [97], samme lyd, om hvilken forf. på næste side ved omtalen af birch, birth osv. siger at den «cannot better be compared than with the sound of E. ú in a close syllable, or of G. open ὃ» — en broget sammenstilling af uensartede lyd, hvis gennemgribende forskellighed forf. kunde have lært af et hvilketsomhelst af de fonetiske værker, han selv anbefaler til studium. Identificeringen af [A] i but med [Ὁ], der også doceres udtrykkeligt s. 24, spiller forf. et lille puds langt senere, s. 352, hvor han siger «The metaphonical conjugation OB. dō-m dæœ-st (long œ) dæœ-ð, pl. do-ð, gives us the reason for the present pronunciation of the Engl. forms dost and does = doeth) in contrast with sg. 1 and pl. do»; nej: for det förste er œ i de oldeng. og [Δ] i de nyeng. former helt forskellige lyd; for det andet blev oe. œ hurtigt til e og vilde, hvis formerne ikke for mange århundreder siden var forsvundne af sproget, ha givet nyeng. [1] el. [ij] ligesom i oe. blæœdan, ne. bleed, oe. fæt, ne. feet osv. Derimod forklares ne. dost, does simpelt som analogiformer, hvor vokalen fra inf. osv. i middeleng. er indfört i 2 og 3 sg. som så tit, derpå regelmæssigt har gjort overgangen fra [071 til [u:] med og så er bleven forkortet foran tungespidslyden, förend kort [u] afrundes til [Δ], sml. δίοοεϊ,, flood, other osv. — For at vende tilbage til det förste afsnit, så kan det heller ikke billiges, når forf. s. 33 siger: «Open o is the. same in both languages: ox = ochse, horse = rosz, bishop = bischof»; det samme bogstav repræsenterer nemlig tre forskellige lyd i de tre eng. ord, og af dem er ingen identisk med den tyske korte o-lyd; tilmed udtales jo det sidste tyske exempel meget ofte med langt lukket o. Endelig identificeres s. 37 tysk ὁ i montag med eng. o i Monday, der imidlertid slet ikke har nogen o-lyd, men [a]. Franskmandens opfattelse åbenbarer sig også i bemærkningen s. 38 om paths, oaths osv., idet han går ud fra, at ἐδ er en hvislelyd, sml. s. 334. Og endelig kan det for de fleste (syd)- englændere kun være vildledende, når s. 31 bath og s. 41 glass uden bemærkning gives som exempler på ord med kort vokal. Heller ikke er kvantitetsforholdene i Že, me, we, thee fremstillede rigtigt s. 32 og 272.