Henry, Compar. Grammar of English and German. 145 Men dette berörer kun et forholdsvis ringe afsnit af bogen, selvom det jo er uheldigt, at det netop er det förste, læseren stifter bekendtskab med. Alle de øvrige, de omfangsrigeste og vigtigste, dele af bogen frembyder ikke tilsvarende blottelser; her er næsten alt rigtigt og pålideligt. De indvendinger, der hist og her kan göres, rammer kun detailler, som når s. 230 ff. den kronologi, forf. opstiller for simplifikationen i substantivernes deklination, synes at være konstrueret uden tilstrækkeligt selvsyn i de sprogmindesmærker, hvor vi kan forfølge udviklingen skridt for skridt; virkeligheden syarer ikke altid til forf.s forestillinger ἡ. — Brethren er næppe lånt fra oldn. (235); teorien om fransk indflydelse ved flertalendelsen s's sejr er uholdbar, se mine Studier ov. eng. kasus s. 94 og nu Progress in Language s. 169. Et par steder vil en englænder kunne klage over, at der er taget mere hensyn til tysk end til hans eget sprog, sål. kunde s. 211 ved omtalen af λμαϊδ ‘side være henvist til oe. /ealf og den mærkelige levning deraf i on my behalf. — Hvis jeg endelig må göre en lille halv-personlig bemærkning, så vil jeg sige, at det gör mig næsten ondt, at forf. på så mangfoldige steder har talt om yngre udviklinger som blunders og corruptions 0g i modsætning dertil priser arkaiske former uden at göre læseren opmærksom på, at der er stor forskel på en forms interesse for forskeren og dens virkelige værd for den, der skal bruge den; se i det hele mit ovennævnte skrift (som jeg dog naturligvis af gode grunde ikke kan bebrejde forf. at han ikke dengang kendte). Mine udsættelser er, hvad jeg beklager, blevet noget lange; de vil dog forhåbentlig ikke svække indtrykket af min slutningsdom om Henrys grammatik som helhed, nemlig at det er en i mange henseender aldeles beundringsværdig bog, som ingen vil fortryde at göre sig bekendt med, enten han kommer til den med en sprogvidenskabelig fordannelse eller det er hans förste vejledning i sammenlignende sprogforskning. Den måde, hvorpå det tit vanskelige stof lægges tilrette og forklares, er virkelig mønsterværdig. Når forf. i sin efterskrift siger: «The enthusiastic student — and what is science without enthusiasm? — will find no more fascinating field for his enquiries than among the scientific methods and accurate documents of language» — så må man indrömme ham selv, at han ved denne bog har viist, at han selv er varmet af den begejstringens glød, der er den bedste egenskab hos den, der vil lære andre. København, i sept. 1894. j Otto Jespersen. τ Det samme gælder forholdet mellem Aers og its, 5. 279. Nord. tidsskr. f. filol. 3die række. III. " 10