Kr. Mikkelsen: Nogle Modbemærkninger. 147 Grund. Han savner Forbindelsen den der under de paapegende Henvisningsord; den er omtalt under Biordsled § 154 Anm. 2. Han beskylder mig for, at jeg ved de henførende Henvisningsord har glemt at notere, at som og der ere uböjelige; der staar imidlertid, som følger (S. 193 nederst): de uböjelige Ord 1) som og 2) der. Han dadler mig for ikke altid at være omhyggelig nok i mine Angivelser af hvad der hører til det skrevne Sprog udelukkende eller er sjælden forekommende, f. Eks. ved Bydemaades Flertal paa -er og Tillægsmaade paa -en; der siges dog ret tydeligt § 114 Anm., at ikke blot i Omgangssproget, men ogsaa i Foredragssproget og af flere Forfattere bruges Enkelttal altid for Flertal, og § 169 Anm. 2, at i ikke vedföjede Tillægsmaader paa -en ombyttes navnlig i Talesproget ofte Fælleskönsformen og Intetkönsformen. Han mener, at jeg i Forbindelsen Sa/en stod tom kalder tom for Tilstandsbetegnelse; jeg har tværtimod i § 189 i Skoven staar grön kaldt grön for Omsagnsord. Han bemærker, at jeg under Tilstandsbetegnelse ikke har behandlet Tilfælde som Æa er hjemme ; nej, dette kunde hverken falde mig eller noget andet fornuftigt Menneske ind, men Anm. har vel i Hastværket forvekslet Tilstandsbetegnelse og Omsagnsord ; disse Tilfælde høre dog heller ikke under Omsagnsord, eftersom er emme er det samme som opholder sig hjemme (slgn. 8 154, 1). Han bebrejder mig, at jeg ved Forklaringen af Tidsformerne ikke har gjort opmærksom paa, at nogle af dem ikke bruges til at betegne et bestemt Tidspunkt, men kun et relativt Tidsforhold; jeg har dog i § 201 udtrykkeligt bemærket, at kun Datid i selvstændige Sætninger i Almindelighed kræver Tilföjelsen af en Tidsangivelse. Han beklager, at jeg ved Fremstillingen af Ordstillingen ikke har taget noget Hensyn til Sætningsaccenten; i § 237 staar der med rene Ord, at visse, nærmere betegnede Sætningsled stilles eller kunne stilles först i Sætningen, naar der ligger Eftertryk paa dem. Han mener, at jeg ved Udeladelser burde have nævnt Forbindelser med Udraabsord, f. Eks. Av, min Ryg!; dette Fænomen er omtalt paa rette Sted, nemlig under Sætningsæmner § 159, 2 b Anm. 1. Undertiden har Anm. vel læst, hvad der staar i min Bog, men i sin Iver for at skrive løs ikke opdaget, at jeg har sagt det selvsamme, som han forlanger, om end med andre Ord. Han siger, at det er et Faktum, at i Han ħar saa meget a ska ha sagt Formen ska virkelig er Navnemaade; jeg har kaldt den en Navnemaade, der er opstaaet ved Ligedannelse med fremsættende Maade. Han bemærker, at i Udtryk som Ja, det er vist! maa man betragte ja som en Sætning for sig; det samme udtrykker jeg ved at sige, at ja maa regnes til Udraabsordene (slgn. § 70 Slutn.). Han dadler, at jeg har sagt, at i grædende Taarer staar grædende med Lideforms Betydning, og saa giver han selv den Forklaring, at Tillægsmaaden er vedföjet det Begreb, der udtrykker Handlingens Produkt; han ved altsaa ikke eller har glemt, at : 10*