150 Kr. Mikkelsen: Nogle Modbemærkninger. Ogsaa Anmelderens øvrige Indvendinger mod Formen i min Bog savne i det hele al Grund. Naar han saaledes anker over, at jeg ikke er traadt mere personligt frem med mine Ræsonnementer, saa er dette en Fordring, der med Rette kan stilles til den, der ` behandler enkelte Spörgsmaal, men som sikkert aldrig för er stillet til Forfatteren af en Haandbog. Han paastaar, at Overskueligheden hindres, ved at der inden for de enkelte Paragraffer ofte findes flere Underafdelinger, betegnede ved Tal og Bogstaver; men i de Tilfælde, hvor Underafdelingerne hænge organisk sammen, er dette noget, der altid finder Sted i systematiske Værker, just fordi det hele derved bliver mere overskueligt. Han kalder det en Mangel, at jeg ikke har omtalt Udtalen af p, ἐ og Æi Indlyd og Udlyd under Lydbeskrivelsen; det synes dog at være indlysende, at Omtalen af, at ὁ, d og g betegnes ved p, ἐ og Æ, nærmest hører hen under Lydbetegnelsen og ikke under Lydbeskrivelsen. Særlig karakteristiske for hans Tilböjelighed til at dömme hastigt og uden tilbørlig Overvejelse ere hans Bemærkninger om min Behandling af Stødet. Först fremkommer han med den overraskende Paastand, at saa længe man ikke er i Stand til at vise, under hvilke Betingelser Stødet er opstaaet, vedkommer dets Forekomst uden for Böjning, Afledning og Sammensætning egentlig ikke Grammatikken. Det var værdt at faa at vide, paa hvilket andet Sted end i Sproglæren man skal meddele saa vigtige Ting, som at Stødet forekommer i de fleste Enstavelsesord og i de fleste Fremmedord, hvis förste Stavelse ikke er stærk. Dernæst siger han, at Undtagelserne i «Stødtab» synes i Antal at overgaa de Tilfælde, hvor Reglen følges, og at dette Stof er lidet overskueligt ordnet. Hvis jeg havde gjort, som Anm. forlanger, og behandlet Böjning, Afiedning og Sammensætning hver for sig, vilde alle de Tilfælde, hvor der findes Stødtab, og som nu ere behandlede i ti Linier, have taget omtrent ti Gange saa megen Plads, og den karakteristiske Omstændighed, at Stødtab indtræder, ved at Ordet forlænges bagtil med een eller flere Stavelser, vilde slet ikke være kommen frem, Jeg tillader mig at‘tro, at Overskueligheden bliver- desto större, jo kortere en Sag behandles. Man sammenligne med min Behandling af Stødet, der i det hele ikke optager mere end tolv Sider, andres Behandling’ af samme Genstand, der indeholder mindre Stof og dog optager langt mere Plads! Paafaldende er det, at Anmelderen anker over, at jeg har inddelt Sammensætninger i egentlige og uegentlige; det er dog den, der bruges alle vide Vegne. Naar han er misfornöjet med «den lange Trykfejlsliste», maa jeg göre opmærksom paa, at det, han kalder med dette Navn, for störste Delen optages af ny Iagttagelser, der ere gjorte under Bogens Trykning. I den golde Sandörken, som Anmeldelsen gör Indtryk af, oplives Öjet dog af enkelte Oaser. Det er saaledes rigtigt, at blandt Forstavelserne kunde optages -fve; at en Anmærkning ved