186 J. L. Heiberg: Anm. af af Stoffet. At Navnene paa alle «historisch irgendwie bedeutsame» Personer, selv om vi intet andet ved om dem end netop Navnet, er optagne i meget stort Omfang, baade af Litteraturen og Indskrifter, er meget hensigtsmæssigt; da det ved Identificationer er bekvemt at have en saadan Fortegnelse med Angivelse af Kildestederne, kan der heri vanskeligt gaas for vidt. Det er ligeledes godt, at de fleste Plantenavne er optagne, da de sædvanlige Lexica her i Reglen er ganske utilstrækkelige; disse Artikler (af Wagler) synes mig at gaa en passende Mellemvej mellem den gammeldags Letfærdighed i at identificere Planter paa et meget ringe Grundlag og den stokbotaniske Negativitet, der overalt ender i et nescimus, fordi den forlanger, at Oldtidsforfatterne skal beskrive Planterne som en moderne Botaniker. At dette Lexicon som alle andre begynder med «Aal», kan være meget godt, især da Artiklen (af Oder) er meget morsom, men det synes åt indeholde en Forpligtelse til at tage et lignende Hensyn til alle eller dog de vigtigste andre Fisk og med samme Ret ogsaa Pattedyr og Fugle, hvad der ikke er sket blot med tilnærmelsesvis Fuldstændighed. En Del, som f. Ex. αἴλουρος og ἀλεκτρυών, skal vel behandles under det tilsvarende tyske Ord (burde der ikke findes en Henvisning dertil?); men andre maatte dog vist helst opføres under det græske Navn (f. Ex. αἴϑυια ο. a.). I det hele var det ønskeligt, om Udgiveren vilde udtale sig om sine Principer overfor saadanne Artikler. Det kunde ogsaa fortjene at tages under Overvejelse, om ikke Navne paa Sygdomme burde tages med (i dette Bind f. Ex. ἄφϑαι Trøske) og derunder sammenstilles, hvad der vides om deres Forekomst og Behandling. Men det skal indrømmes, at det her er svært at trække Grænsen for, hvad der hører hjemme i et «Real»lexicon, og hvad der maa henvises til «Ord»bogen. Paa Retsvæsnets Omraade er der en Tilbøjelighed til at tage for meget Ordbogsstof op med (se f. Ex. adiutor). En anden næsten uovervindelig Vanskelighed er den store Uensartethed i Bêhandlingsmaaden, som er en nødvendig Følge af Medarbejdernes forskjellige Individualitet. At der skyldes denne et vist Hensyn, maa man give Udgiveren Ret i; men der kunde dog nok med større Fasthed være gjennemført visse almindelige Principer. En saadan Forskjel som mellem de fortrinlige, udførlige og dog overskuelige Artikler «Aischylos» (Dieterich) og «Alkaios». (Crusius) og de magre, navnlig paa Litteraturangivelser og Citater fattige «Anaxagoras», «Anaximandros», « Anaximenes» kunde være undgaaet. Det er dog ikke Meningen, at man blot skal henvises til et eller andet nyere Værk, hvor Citater og Litteraturangivelser findes; det. man fremfor alt er berettiget til at vente at finde i en Realencyklopædi, er jo netop en kort Sammenstilling af de overleverede Facta og den vigtigere nyere Litteratur om de enkelte dertil knyttede Spørgs-