Sofus Larsen: Anm. af La Roche, Beiträge zur griech. Gramm. 193 J. La Roche: Beiträge zur griechischen Grammatik. 1. Heft. Leipzig 1893, Teubner. XVIII -| 236 38. Forfatteren har under denne Titel samlet en hel Række Afhandlinger henhørende til det græske Sprogs Formlære og Syntax. De der angaa Formlæren give ret anselige Bidrag til de omhandlede Fænomeners Statistik, men da Forf., som han ogsaa selv siger (p. 132), ikke tilstræber Fuldstændighed indenfor den enkelte Skribents Værker, endsige da medtager alle Skribenter, vil der bestandigt klæbe noget tilfældigt ved de Oplysninger, han giver, som desværre gør Nytten af dem temmelig illusorisk. Anmelderen vilde have følt større Taknemlighed overfor det givne, hvis Forf., i Stedet for at meddele spredte Iagttagelser over tal- ` rige Fænomener, havde søgt at skabe fast Bund for fremtidige Undersøgelser ved blot paa et enkelt Punkt at give noget fuldstændigt og afsluttet. Som det nu er, har man en beklemmende Følelse af, at han har ladet sin Skrivebordsskuffe vandre i Trykkeriet. De syntaktiske Bidrag omfatte gennemgaaende velkendte Fænomener, og Forf. har derfor behandlet de almindelige Synspunkter priselig kort, men til Gengæld udstyret dem med en stor — for det meste altfor stor — Række af Exempler. Det kan ikke være Anm.s Opgave at gaa nøjere ind paa alle disse Enkeltheder, dertil byder Forf. altfor lidt nyt; kun om to af Bogens Kapitler, hvor Forf. og Anm.s Opfattelse divergere særlig stærkt, skal jeg udtale mig udførligere. Det første har til Overskrift: Die Formen des hypothetischen Satzes. Forf. holder skarpt Aarsagssætninger og Betingelsessætninger ud fra hinanden; naturligvis maa man i Almindelighed give ham Ret, men bestemt bør der protesteres mod hans Forsøg paa at udviske den Kendsgerning, at for Grækernes Opfattelse i visse Tilfælde, hvor vi udelukkende anvende og kun kunne anyende Aarsagssætninger, en Betingelsessætning hyppigt indtraadte som Æquivalent. — For vor sproglige Opfattelse stiller det sig ubetinget saaledes, at Grækerne i disse Tilfælde formelt have sammenblandet kausale og konditionale Sætninger, og Forf.s Forsøg paa, gennem Oversættelse at gøre saadanne Sætninger konditionale ogsaa for vor Opfattelse, falde absolut uheldige ud. Fra hans egne Exempler kan man hente Beviser imod ham, saaledes Herod. 1, 155 (citeret p. 8): αὐτοῖσι “Λυδοῖσι τὴν πόλιν παρέδωκα, καὶ ἔπειτα ϑωμάζω, εἴ μοι ἀπεστᾶσι. Kyros har paa dette Tidspunkt erfaret, at Lyderne ere faldne fra, Betingelsessætningen indeholder altsaa en Kendsgerning, om hvilken den, der undrer sig, véd, at den er et Factum, følgelig er den i Realiteten en Kausalsætning. — Paa samme Maade gaar det med Exemplet af Thuk. 4, 85 (ligel. cit. p. 3): ϑαυμάζω δὲ τῇ τε ἀποκλήσει μου τῶν πυλῶν καὶ εἰ μὴ ἀσμένοις ὑμῖν ἀφῖγμαι. Brasidas véd her, blandt andet Νονά. tidsskr. f, filol. 3die række. III. 13