194 Sofus Larsen: Anm. af gennem Portenes Lukning, at hans Ankomst ikke har fremkaldt Glæde. Endvidere kan anføres Dem. 2, 23 og 24; 49, 5; 20, 167 (p. 3 og 4). Naturligvis kan enhver i Græsken nogenlunde forfaren Mand forøge disse Exempler med talrige andre hentede fra egen Læsning, men jeg har med Villie holdt mig til de af Forf. selv citerede. Der er næppe nogen Grund til at undre sig særlig over det foreliggende Fænomen, endsige da søge at bortforklare det; thi de talende Mennesker føle sig jo ikke forpligtede af nogen logisk Lov til altid at lade det samme Ord have éns Betydning eller lade de samme grammatiske Værdier funktionere paa samme Vis. Eller mon Forf. f. Ex. vil hævde, at Imperfektum, der, hvad vi begge vel ere enige om, i Almindelighed betegner Fortid, netop af den Grund maa siges altid at betegne det forbigangne? Det vilde være konsekvent, men ganske sikkert galt; i saadanne Sætningsforbindelser som: hvis jeg kunde, vilde jeg gøre det, el. paa Græsk εἶ ἐδυνάμην, ἐποίουν ἄν, har Impf. ganske tabt Fortidsbetydningen, det er nutidigt. I denne Sammenhæng kunde man maaske ogsaa minde om, at Verbet v/e paa Dansk meget hyppigt ganske taber sin oprindelige Villiesbetydning, f. Ex.: Denne Efterretning vil volde hans Familie stor Sorg; det samme skér jo ikke saa sjældent med ἐϑέλειν paa Græsk (jvfr. f. Ex. Fortolkerne til Herod. 1, 32). Endelig tabe vistnok paa alle Sprog Nægtelserne i mange Tilfælde hélt deres nægtende Karakter, jvfr. paa Dansk Udtryk som: ‘Vil De ikke have et Par Stykker endnu?’ ‘Jeg skulde bede, om De ikke vilde komme ind at spise’, og for Græskens Vedkommende de af. Madvig Gr. Synt. under §§ 210 og 211 behandlede Tilfælde. — Alle saadanne Fænomener, hvis Tal uden Vanskelighed kunde øges, synes mig heøjlydt at protestere mod Forf.s abstrakt-logiske Methode, der passer ligesaa daarligt i sproglige Undersøgelser som i Naturvidenskaberne, men er langt farligere i hine, fordi Korrektiverne ere færre. — Muligvis skriver det sig fra den i det foregaaende udviklede Forskel i Forf.s og Anm.s Opfattelse, at jeg ikke formaar at forbinde nogen fornuftig Mening med enkelte af Forf.s Udtalelser. Jeg er saaledes ganske ude af Stand til at raade den .Rune, han har ristet p. 2: ‘Dass es nur zwei Arten von Causalsätzen gibt, dagegen vier Arten von Bedingungssätzen, beweist, dass beide in keinem Verwandtschaftsverhältnisse zu einander stehen.” Med Hensyn til det næste Afsnit i Bogen: «Die vier Formen des Bedingungssatzes» har Anm. ogsaa en Del Anker at fremføre, væsentlig af formel Natur; thi det indeholder saare lidt nyt, og hele dette Afsnit er allerede af andre, f. Ex. Madvig, i sine Hovedtræk behandlet baade udtømmende og klart. — Som typiske Exempler paa de fire Former af Betingelsessætninger, han opstiller, kunne følgende, fra hans egen Samling hentede, anføres: εἶ ϑεοί τι δρῶσιν αἰσχρόν, οὐκ εἰσὶν ϑεοί (Eurip. Fr. 294, 7);