La Roche, Beiträge zur griech. Grammatik. 195 ἣν γὰρ ἐγὼ αὐτὰ λέγω, δόξω πλάσας λέγειν καὶ οὐ πείσω (Herod. 8, 80); κλάοις ἄν, εἶ ψαύσειας (Aesch. Suppl. 925); εἰ γὰρ ἦμεν γησιῶται, τίνες ἂν ἀληπτότεροι ἦσαν (Thuk. 1, 143). — Første og andet Tilfælde udvikler Forf. nøjere med følgende Ord p. 8: ‘Wenn A ist (war, sein wird), so ist (war, wird sein) B. Vorausgesetzt, dass die Bedingung wirklich eintritt, muss nothwendigerweise auch das davon abhängig Gemachte eintreten. Fall der Wirklichkeit’ og p. 14 ‘Für den Fall dass A ist oder sein wird, ist oder wird auch B sein. Objective Möglichkeit. Der Sprechende stellt die Bedingung so hin, dass es ungewiss ist, ob sie eintreten wird oder nicht, beides ist gleich möglich, die Zukunft entscheidet darüber.’ — Denne Distinktion er i Virkeligheden ganske umulig, thi i begge Tilfælde gælder det at ‘der Sprechende die Bedingung so hinstellt, dass es ungewiss ist, ob sie eintreten wird oder nicht, beides ist gleich möglich.’ Hvis man i det hele taget vilde opstille nogen Væsensforskel paa disse to Former, hvad der forekommer mig unødvendigt, kan den aabenbart ikke ligge i det af Forf. angivne; der kan overhovedet næppe findes nogensomhelst anden end den af den talende mér eller mindre stærkt accentuerede Sandsynlighed for Betingelsens Indtræden, og heller ikke denne Forskel er altid paaviselig. Derfor burde vistnok begge Tilfælde være behandlede under ét; i den Retning peger ogsaa de af Forf. p. 17 anførte Exempler Herod. 6, T11); 1501 u6, 2107. Ἶ Ligesaalidt kan jeg være enig med Forf., naar han indordner den iterative Optativ i Betingelsessætninger under Gruppe ὃ. Optativen udtrykker jo i dette Tilfælde, syntaktisk sét, noget ganske forskelligt, hvad der blandt andet fremgaar deraf, at en saadan iterativ Optativ ikke blot findes i Betingelsessætninger, men ogsaa i Sætninger indledede af Tidskonjunktioner og relative Ord. — Heller ikke det p. 21 ned. omtalte Fænomen ‘Der Optativ kann auch stehen, wenn hypothetische Sätze der zweiten Form von einem Präteritum abhängig gemacht werden’, som Forf. ligeledes har henført til denne Gruppe, vedkommer den i mindste Maade, da Betingelsessætninger af den omtalte Art, som bekendt, ere underkastede den samme Lov som de fleste andre Bisætninger, der blive afhængige af en Sætning i Præteritum. I begge Tilfælde har Forf.s rent formalistiske Synspunkt ledet ham paa Afveje. ) Endelig skal jeg endnu bemærke, at ved den p. 23 omtalte Sammenblanding af Gruppe 1 og 2 (jvfr. Madvig Gr. Syntax § 135 c A. 1) burde det være omtalt, at ogsaa 2den og 3die Gruppe findes sammenblandet. Hvor der som Forsætning staar en Betingelsessætning med Ind. el. Konj., i Hovedsætningen Opt. med ἄν, er Anm. tilbøjelig til at antage, at denne sidste altid bør opfattes som potential Optativ. 18*