Afsluttende Bemærkninger. 199 þvi = thi: Forf. har kun refereret Faktum, en nærmere Forklaring til Fænomenet savnes. Noget lignende gælder sæ/ge 0g vælge. Det kunde ikke undgaa mig, at Forf. havde omtalt disse Ord, da han jo selv paa S. 62 henviser til S. 33; men Fremstillingen er ikke korrekt: g er ikke udviklet af 7, der bortfaldt, som i de under 0) nævnte Tilfælde (S. 33). I de øvrige Tilfælde kan jeg ikke give Forf. Medhold, jeg nævner kun nogle af de vigtigste: bær, tar foreslog jeg at nævne udtrykkelig paa det angivne Sted, da de historisk korrekt har Stødtone, i Modsætning til de kunstige Former; dette burde pointeres. Ørken og Lyn burde nævnes samme Sted som Verden, selv om det ene af dem var nævnt før (det var forresten Verden ogsaa, S. 62). Andre Steder misforstaar Forf. mit Udtryk eller fordrejer det, f. Ex. angaaende den der og min Bemærkning om Accentforholdet i Forbindelser som «Skoven staar grøn»; Forf. nævner selv i Anm. til paagældende Sted Udtryk som «han kom gaaende». Forf.s Vrede over min Bemærkning om Sætningsaccenten er ogsaa ubeføjet; hans Henvisning til #Æf/tertrykket er lidet oplysende. — Resten af Artiklen skal jeg ikke indlade mig videre paa, da jeg ikke gør mig Haab om at opnaa Enighed med Forf; kun et Par Bemærkninger: Forf. kalder j/a, znej for Udraabsord og henviser herved til Ordstillingen; men naar han samtidig indrømmer, at disse Ord egentlig ikke hører med til Sætningen, hvad beviser Ordstillingen da? Forf.s smukke Conclusioner ang. «grædende Taarer» ser bestikkende ud, men holder dog ikke Stik. Det samme gælder hans Argumentation med det «regelmæssige» latinske ad mille et trecentos (det hedder jo ogsaa ad mille et trecenti, ja ad forbindes med duo abl., jfr. Hand, Tursellinus, I, 102). Det mest graverende er dog Forf.s Bemærkninger om sitja og setja (Trykfejlen S. 148 L. 18, ἐ for 7, ser jeg bort fra). Da jeg skrev Anmeldelsen, tænkte jeg ikke, at Forf. ikke havde den rette Forstaaelse, men blot havde udtrykt sig uheldigt. Jeg ser nu, at han er helt paa Vildspor. Naar Forf. kalder nogle af mine Bemærkninger for Guldkorn, da er dette for megen Ros; jeg har selv i Anm. (S. 75) betegnet mine Tilføjelser som mindre væsentlige. Til Slutning gør jeg min Undskyldning for den overlegne Tone, som Forf. har fundet i miñ Anmeldelse. Jeg kan forsikre, at jeg ikke var mig nogen Følelse af Overlegenhed bevidst, da jeg læste Hr. M.s Bog, gennem hvilken jeg har gjort Bekendtskab med meget, som var nyt for mig. Jeg haaber, at det vil kunne skønnes, at den Tone, som Hr. M.s Bemærkninger er affattede i, har lært mig en Del, og at foranstaaende Udtalelser maa være Vidnesbyrd om, at jeg har gjort Fremskridt til det bedre.