Peiraen i Iliadens anden Sang. 5 hjemme og venter; men vort værk for hvis skyld vi kom hid, er ganske ufuldendt. (139—141) Men lad os drage hjem, thi vi vil aldrig indtage byen. I denne mærkelige tale har man, under forudsætning af Raadets ægthed, saavel i ældre som i nyere tid set noget særlig fint beregnet, en μῦϑος κερδαλέος der motiverer forslaget til flugt i ord som maa tilskynde enhver ærekær kriger til at blive (Nägelsbach). Köchly (Disp. p. 12 ff.) erklærede den for flikværk. Andre har ialfald fundet vanskeligheder og ment at kunne afhjælpe dem ved at stryge dels de tre vers om Zeus som stadødelægger, dels de fire vers om hjælpetropperne, rigtignok uden at forklare hvor disse tilsætninger stammede fra. Jeg skal ikke indlade mig paa nogen æstetisk kritik — sligt overbeviser ingen; heller ikke skal jeg opholde mig ved den vistnok uomtvistelige uklarhed i argumentationen — man vil svare mig at digteren har villet det saa; men jeg vil gøre nogle faktiske bemærkninger som vil være til nytte ved senere overveielser. Den egenlige opfordring til flugt indeholdes i talens første fem! og sidste tre vers, og udtrykkene er her ganske utvetydige, thi disse otte vers er identiske med den tale i niende sang, hvormed Agamemnon i alvor tilskynder til hjemfart. I øvrigt findes der i talen kun fire vers der tydeligt stiler i samme retning, nemlig 130—133 der i henvisningen til Troernes hjælpetropper giver hvad Nägelsbach kalder Agamemnons hovedmotiv til tilbagetog. Men om ægtheden af disse vers kan der med føie tvivles. Aristarchs indvending, at der her lægges en utilbørlig vægt paa hjælpetropperne, kunde Nägelsbach ganske vist let afvise: ‘motivet synes valgt under den sikre forudsætning, at det ikke vil finde hærens billigelse’. Men disse fire vers forstyrrer aldeles sammenhængen i det foregaaende. Agamemnon siger (119—122) at det er en skam at kæmpe resultatløst mod færre mænd”, med hvilket udtryk han efter sagens natur maa betegne Troere og hjælpe- : Jeg ser bort fra indledningsformlen. ; ? Man har ikke taget det fornødne hensyn til Aristarchs diple til 122: ὅτι ἥσσονες κατὰ τὸν ἀριϑμὸν of βάρβαροι. Det er disse ord paa dette sted der er de afgørende.