Peiraen i Iliadens anden sang. 9 at dømme meget alvorlig. Here er i oprør. Odysseus handler med en voldsomhed som ikke synes rigtig vel begrundet. Han taler haardt og uretfærdigt baade til konger og folk. Kongerne beskylder han for feighed. Hvis dette nu gjaldt indviede konger der undlod at skride ind, var udtrykket paa sin plads; men han erklærer netop at de ikke kender Agamemnons hensigt. Hvis det var konger der som han selv var blevne tilbage i uvilje over det skete, kunde han ogsaa med disse ord foreholde dem deres uvirksomhed; men han træffer dem ved skibene, og han holder dem tilbage (ἐρητύσασκε 189). Da dette efter det foreliggende kun kan opfattes saaledes, at de i god tro følger Agamemnons opfordring og med iver deltager i forberedelserne til hjemfarten, er en beskyldning for feighed ikke meget rammende. Den antyder en modsætning mellem konger og folk, som er vanskelig at forklare eftersom disse konger netop synes at være i bedste overensstemmelse med folket. Begge parter har misforstaaet Agamemnon: hvorfor misforstaaelsen for den enes vedkommende skal kaldes feighed, for den andens — som vi straks skal se — ulydighed, er ganske uklart. Odysseus slaar med Agamemnoñs stav mænd af folket som raaber op, vel at mærke ikke folk som protesterer mod hans indblanding, men folk som han træffer raabende: de skal sidde stille og høre paa bedre mænds ord! Er det altsaa demagoger, som ophidser folket? Man skulde næsten tro det, siden Odysseus beskylder dem for at spille konger og i stærke udtryk foreholder dem deres ulydighed mod Agamemnon. Men i virkeligheden har de jo ikke gjort andet end — maaske noget overilet og tankeløst — at adlyde Agamemnon. ‘Dass er dem gemeinen Mann mit dieser Insinuation eigentlich Unrecht thut, sofern dieser in der That nicht auf eigene Fausi, sondern nach Agamemnons Aufforderung handelt, daran kehrt sich Odysseus in diesem Augenblick nicht; er behandelt das Volk als ungehorsam, um seinem gewaltthätigen Verfahren gleichsam rechtlichen Grund und Boden zu verschaffen’ (Nägelsbach Anm.? 5. 449). Tør vi altsaa slaa os til ro med den antagelse, at nogle mænd af folket — selvfølgelig i den bedste mening, og overbeviste om netop at gøre Agamemnon tilpas