16 Chr. Sarauw: paa skrømt har foreslaaet — og dog hjælper denne forklaring os ikke ud over de gaadefulde vers 342 f. — skal saa ogsaa Agamemnon give Zeus skylden for den situation han selv har fremkaldt ved mod gudens vilje at ‘prøve’ folket istedenfor at skride til angreb? ; Med forhandlingens afslutning er saa temmelig det stof Ὁ udtømt som giver nogen oplysning om sangens fabel, og vi staar atter ved vort gamle spørgsmaal om den oprindelige form af Agamemnons tale. Det tør vist siges at det ikke er let at faa -Peiramotivet til at stemme med det øvrige; vi er allerede ikke utilbøielige til at give Köchly ret naar han kalder den overleverede komposition ‘/öchst widersprechend und widersinnig’; men vi maa endnu prøve de forsøg der er gjort paa ai faa et hele ud deraf, inden vi fælder den endelige dom. K. 0. Müller vilde i Peiraen se en art mytisk komedie, fuld af fin ironi, med den bedragende og bedragne Agamemnon som hovedfigur. ‘Ær fängt mit übermässiger Schlauigkeit an, das Volk der Achäer zur Abfahrt anzuspornen, während er einen Ausbruch ihrer Kriegslust erwartet; aber aus seinem Scherz wird Ernst; sie wären auf und davon gegangen und Ilion wäre gegen das Schicksal unerobert geblieben, wenn nicht Odysseus, der Agamemnons Absicht aus dem Rathe der Fürsten kannte, sie zurück gehalten hätte. So bildet diese Scene, in der Betrügerei und Betrogenwerden sich durchkreuzen, eine der heitersten Darstellungen der Homerischen Gedichte, zu der das Nichtverrathen der Intentionen und die scheinbare Ernsthaftigkeit des Tons wesentlich gehören (KI. deutsche Schr. I 464 f. — recension af Lachmanns Betrachtungen). Det er heraf ikke ganske klart, men maa vel antages, at denne karakteristik skulde gælde den hele episode; i saa fald er det unægtelig en konsekvent opfattelse. Men jeg overlader rolig til læseren at dømme, om torens “{{ἰsyneladende alvor’ dog ikke er noget for strengt gennemført til at være forstilt, og om de fremdragne vanskeligheder dermed er fjernede paa fyldestgørende maade. Større krav paa vor interesse har en betragtning som Müller forbandt med denne anskuelse: ‘Diese homerische Komödie, die sich durch die grössere Hälfte des zweiten Buches hin-