20 Chr. Sarauw: ningen og den paafølgende forbandling der gav anledning til tumulten. Vi staar da overfor et meget snurrigt texthistorisk fænomen: en gammel lakune paa hundrede vers eller mere, og et meget gennemsigtigt, meget interessant og lærerigt forsøg paa at stoppe hullet. Peiraen er Iliadens smukkeste inter- ` polation. Imellem v. 109 og v. 144 forefandt en rhapsode engang et brudstykke af en tale af Agamemnon (116 —129, 134—138) som handlede om det skammelige i aar efter aar at føre en resultatløs kamp mod en underlegen modstander; derpaa mindede om flaadens henraadnen og om hustruernes længsel, i ord der for en hurtig betragtning syntes at stile mod en opfordring til hjemfart; og endelig brødes af paa det punkt hvor konklusionen skulde drages, men aabenbart førte til folkets tumultuariske løb til skibene. Og medens han nu grublende gik videre frem i texten, stødte han i vers 192 paa de ord: 5 » , 3 3 e , 5 h oÙ γάρ πω σάφα οἶσϑ'᾽ οἷος νόος Ατρεΐωνος. De betød i den oprindelige sammenhæng: du veed endnu ikke hvad Agamemnon mener, han har ikke givet sit minde; men rhapsoden maatte nødvendigvis forstaa dem saaledes: du veed ikke hvad Agamemnon mener. Ordene var som talte til ham selv, og mere behøvede han ikke: den øvrige text faldt det ham ikke ind at gennemgaa. Agamemnon havde altsaa sagt noget der ikke var saa lige at forstaa, noget Odysseus vidste besked om: aabenbart havde han villet sætte folket paa prøve, som det udentvivl var skik og brug i den heroiske tid; og det var en aftale mellem kongerne. Altsaa indskød han Raadet; lagde talen fra niende sang udenom det forefundne brudstykke; indføiede versene om hjælpetropperne, idet han ganske misforstod Agamemnons ord om Troernes hærstyrke; indføiede to vers efter talen: det var han nødt til for at faa sammenhæng; og lod endelig Odysseus med et par ord forklare hvad Agamemnons mening utvivlsomt var. At han ved disse faa indskud forandrede fortællingen i bund og grund, havde han selvfølgelig ingen anelse om.