Peiraen i Iliadens anden sang. 21 Begyndelsen af Agamemnons tale kan, saavidt jeg ser, med nogenlunde sikkerhed restitueres. At den har indeholdt en opfordring til kamp, behøver vi ikke yderligere at paavise; at drømmen er bleven omtalt, følger af Nestors ord ἔργον ὃ δὴ ϑεὸς ἐγγυαλίζει 436. Hertil kommer saa en anden betragtning. Det synes meget dristigt at indsætte et langt stykke om en gerontforsamling, blot fordi Odysseus viser sig bekendt med Agamemnons plan. Man kunde ogsaa undre sig over at interpolatoren valgte netop pladsen efter v. 52, og saaledes sønderrev sammenhængen og bragte forvirring i fremstillingen: det havde været langt naturligere at interpolere efter v. 47 eller 49. Men alt bliver let at forstaa, hvis han forefandt 56—72 efter 52, og hvis disse 17 vers var talens oprindelige indledning som ved et uheld havde byttet plads med 87—109. Der er intet fantastisk i denne formodning. En Homerrulle er gaaet i stykker, flere verskolonner er forsvundne, og to kolonner eller kolonnedele er blevne klistrede ind i omvendt orden. Medens texten altsaa i virkeligheden havde een stor lakune, maatte interpolatoren tro at der var fire smaa, som han udfyldte med 53—55, 73—86, 110—115 og 139—143. Det maa vist indrømmes at i saa fald havde ydre omstændigheder opstillet en vel indrettet fælde for ham, og det er ikke uforstaaeligt at han lod sig lokke i den. Talen er, som i niende sangs Agora, rettet til fyrsterne, ikke til folket (72). Udtrykket aï κέν πως ϑωρήξομεν sammenstiller man med λαβὲ γούνων αἴ κέν πως ἐϑέλῃσιν ἐπὶ Τρώεσσιν ἀρῆξαι ο. 1.; men her er ikke tale om noget forsøg, αἴ er ‘hvad om’ (‘suppose we — ---᾿). Temmelig analogt er ® 567 εἶ δέ κέν οἵ προπάροιϑε πόλιος κατεναντίον Aw καὶ γάρ ϑην τούτῳ τρωτὸς χρὼς ὀξέι χαλκῷ xt. Scholiet stne τὸ σπκοπήσωμεν (Bbelings Lex. under πώς) træffer nogenlunde det rigtige.’ At Agamemnon ikke befaler, men henstiller, og saaledes indleder en debat, stemmer paa det bedste med hvad vi maa slutte af Nestors tale. Naar han derefter bruger det ubestemte udtryk που μέλλει om gudens vilje, har vi naturligvis ingen grund til at undre os; en drøm giver jo ingen ' Naturligvis passer denne forklaring ikke paa 83.