929 Chr. Sarauw: fuldt sikker borgen. Man kunde maaske indvende at ordene οὕτω που Διὶ μέλλει φίλον εἶναι gerne siges med resignation om ubehagelige tilskikkelser; men dels ligger dette ikke i selve ordene, dels udelukkes en saadan tankegang ved de to følgende vers som ikke jeg har stillet sammen dermed’. Jeg finder altsaa ingen hindringer for min antagelse, men ` maaske det vil lykkes andre. Hvorledes derpaa tumulten er bleven sat i scene, er det ikke muligt at oplyse; saa rigt materiale der er til at fastslaa hovedpunktet, at folket har søgt at tvinge hjemfarten igennem, saa vanskeligt er det, af hentydninger holdte i en almindelig form at danne sig et klart billede af enkeltheder. Det synes nødvendigt at antage at man har søgt at forringe drømmevarslets betydning; det stod som en hindring der maatte ryddes af veien. Heri maa vi da søge anledningen til at Odysseus og Nestor saa stærkt betoner den borgen hæren har i tidligere løfter fra gudens side. Hvorledes Odysseus’s ord om jærtegnet i Aulis —- τὰ δὴ νῦν πάντα τελεῖται — i den overleverede sammenhæng kan siges med udsigt til at forstaas af nogen mand i folket, ser jeg ikke. Naturligvis er tanken den, at det gamle og det nye varsel bekræfter hinanden. Derimod synes meningen af Nestors ord (350) at være denne: lad det være med drømmen som det vil, et bindende løfte har vi dog i gudens tegn paa udfartsdagen. En hentydning til det fra folkets side anførte ligger vistnok ogsaa i Nestors sidste ord (367), men jeg maa overlade til andre at hæve skatten. — Desværre kan man ikke slutte noget om folkets motiv til at vælge netop dette tidspunkt til at bryde overtvært; om begivenhederne i første sang har spillet nogen rolle, er ganske uklart; at Thersites (225—234) sigter dertil, kunde snarest tyde paa at disse’ forhold ikke har været bragte paa bane. Thersites fortsætter vel agitationen, men han er tydelig nok tillige stillet i mođsætning ' Naturligvis er dermed ikke bevist, hverken at 72 er ægte, eller at 116 fulgte umiddelbart derpaa. Hvis man tror at vinde noget ved at antage en lakune foran 116, kan jeg intet indvende; et vers eller to kan være faldne ud, om end ikke ret vel fjernede af interpolatoren. — Om 129 er ægte eller ei, veed jeg ikke.