a i Ba a a ΠΠΠτΠ΄ Peiraen i Iliadens anden sang. 23 til de øvrige demagoger; hans personlige angreb paa Agamemnon vækker folkets harme. Heraf kan man da drage vage slutninger om de tabte talers karakter. Det er først Odysseus’s optræden der aflokker Thersites de ord: lad os i hvert fald drage hjem, hvad enten Agamemnon vil med eller ikke. — Tabt er, saavidt man kan se, en bemærkning om fyrsternes stilling til bevægelsen; vi træffer dem først ved skibene, hvilket i forening med Odysseus’s dadlende ord er et tydeligt tegn paa at de har bøjet sig; det synes som om kun han tænker paa modstand. I øvrigt tror jeg ikke at noget punkt er uklart mere. Ordene om Agamemnons hensigt (192) bør man ikke betone for stærkt, som om der virkelig kunde være nogen tvivl om denne; meningen er blot at han endnu ikke har faaet leilighed til at afvise folkets forlangende. Hvad det angaar som Köchly tog forargelse af, at Agamemnon priser Nestor og ikke Odysseus, saa turde dette være ganske i sin orden; han takker for det gode raad han har faaet, men Odysseus har intet givet. Om det havde været passende i folkets paahør at takke ogsaa denne, kan vistnok være meget tvivlsomt; jo mindre der tales om den modstand der er slaaet ned, des bedre. Medens Odysseus udelukkende formaner hæren til at gøre sin pligt, har Nestor desuden den opgave at lede tankerne tilbage til den afbrudte forhandling og bringe den til afslutning. Ordene αὕτως ἐπέεσσ᾽' ἑριδαίνομεν Synes ligesom ἕνα καὶ δύο at være brugt med en vis overlegenhed, som om mytteriet var en bagatel; v. 357 ff. har en lignende haanlig tone. I Agamemnons ord er omtalen af folkets modstand indskrænket til det mindst mulige. Man har villet finde en síigning i disse tre taler, men jeg veed ikke om jeg forstaar denne betegnelse ret: den variation jeg kan finde i ordvalget er tydelig nok udtryk for hvorledes kongernes opfattelse efterhaanden vinder terrain hos folket. Uden sammenhæng med hovedspørgsmaalet er et par smaabemærkninger som texten yderligere giver anledning til. Man har foreslaaet at stryge de fire sidste vers af Thersites’s