58 Holger Pedersen: cantare» hedder derimod ganske simpelt 5 dua ts kendój. Dette Forhold, at Futurum ikke kan benægtes med s, og at man her til Erstatning griber til Brugen af Præsens eller Omskrivningen med am i Dialekter, som ellers ikke kender denne Omskrivning, var hidtil ikke bekendt; jeg må derom henvise til mine «Alba-, nesische Texte mit Glossar» (der udkommer i Løbet af Sommeren), hvor jeg under mos udførlig har behandlet dette Punkt. Sammesteds vil man under ἐξ finde Eksempler på, at den alb. Konjunktiv undertiden næsten er synonym med Futurum, altså en Parallel til det rumænske Forhold, Sandfeld Jensen omtaler S. 113: Sammenligningen af de slaviske Sprogs Brug af Præsens Indikativ for Futurum er derimod misvisende. — Det Punkt, hvori min Opfattelse af Futurumsdannelsen fuldstændig fjærner sig fra Sandfeld Jensen, er Spörgsmålet om, fra hvilket Sprog Omskrivningen med «vil» er udgået. Sandfeld Jensen peger her på Albanesisk og bygger på Meyers Etymologi do < lat. dēbet. Men denne Etymologi er ganske sikkert urigtig. dua hedder i Aorist deša, hvilket ikke kan være lånt fra Latin; det er et ægte alb. Ord, der af Meyer sikkert med rette stilles til got. Æiusan skr. jusáte 0. s. v. Spörgsmålet bliver altså, om der er Grund til en etymologisk Adskillelse mellem dette Verbums Præsens og dets Aorist. Lydligt foreligger ingen Grund. Det jafetiske Verbum, der foreligger i deśa, dannede et Nasalpræsens, der foreligger i lat. dēgūnū ; foran n måtte i Alb. s gå til Grunde (Meyer Alb. St. III 5. 63); også n måtte gâ tabt efter Regelen hos Meyer Kleine Gramm. § 26, Alb. St. III 5. 67. Vokalforholdene er ikke ganske klare, dog mener jeg at kunne påvise Eksempler på, at et z har givet en foregående e-Lyd o-PFarve; under alle Omstændigheder taler Vokalforholdene ikke for do < dēbłbet; det latinske 5. bevares nemlig i Albanesisk; der gives ingen sikre Eksempler på en Overgang til o. Jeg kan heller ikke se, at Betydningen af dua deša gör det nødvendigt at antage Sammenblanding med lat. dē2Że. Ganske vist betyder dua også «kræver, behøver», i Passiv « behøves», men det selvsamme er Tilfældet med nygræsk ϑέλω, sml. ital. ci vuol og jydsk vil i Talemåder som «der vil meget til» =— «der behøves meget». Det er nu ganske vist en meget ejendommelig Udvikling, at dua også kan betyde «skylder»: i dua πίε kind groš «jeg skylder ham 100 Piaster» (altså egentlig «jeg behøver 100 Piaster af ham»); men den samme Udvikling foreligger også i Nygræsk, og det ligger udenfor al Sandsynlighed at antage, at Græsk her skulde være påvirket af Albanesisk; de