Sprogbygning. 59 to Folks Stilling i kulturel Henseende gör dette altfor urimeligt. Desuden måtte man, för man indlader sig på en sådan Antagelse, vide, hvor vidt udbredt denne Sprogbrug er i Albanesisk (det citerede Eksempel har jeg taget fra Hahn). Og endelig må man lægge Mærke til, at Betydningsovergangen fra «behøver» til «skylder» er forholdsvis let i negative Sætninger som δέν oov ϑέλω πλέον τίποτε «jeg skylder dig ikke mere noget» (— «788 trænger ikke til noget af Dig»). Men sely om man undrer sig nok så meget over denne Betydningsudvikling, kan man dog ikke overse, at Forholdet bare bliver endnu uklarere, når man indblander lat. dēbed. Hvis dēbeð var optaget i Albanesisk, hvordan i Alverden skulde det så komme til at fungere som Præsens til et Verbum, der betyder «elske; ville; behøve»? dua er utvivlsomt et ægte alb. Ord, der ikke blot paradigmatisk, men også etymologisk hører til Aor. desa Part. dáśurs med Grundbetydningen «at synes om, ville». Dermed bortfalder Sandfeld Jensens Kombinationer S. 112. Generaliseringen af tredje Person i Futurumsdannelsen er ikke påfaldende. Man vil let overbevise sig om, at f. Eks. på Dansk Udtryk som «jeg vil synge» «Du vil synge» ofte svarer til «ich werde singen» «Du wirst singen» eller «cantabo» «ecantabis», uden at Forestillingen om Vilje er forsvunden i vor Sprogbevidsthed; i tredje Person er det langt hyppigere, at «vil» mister sit oprindelige Indhold: «Huset vil styrte sammen », «der vil ske Forandring» o. s. v. Det vil altså være i tredje Person, at Hjælpeverbets oprindelige Betydning glemmes; derved løsrives det fra Associationen med første og anden Person, αἰν. 8. man glemmer ligeledes, at det er tredje Person. Herved kommer endnu en ejendommelig Faktor til Hjælp: faststående Formler bliver i de forskelligste Sprog jævnlig forkortede på en aldeles vilkårlig Måde, der ikke har nogetsomhelst med Lydlove at göre. Dette har Richard Loewe udviklet i Indogermanische Forschungen IV 373 ff. Når f. Eks. lit. “su/tumbiau er blevet til sù/kcžiau, sà er dette ikke en lydlig Udvikling, men en vilkårlig Bortkastelse af overflødige Lyd; det minder mig om et Barn, der ikke kunde sige «Bedstefar» og «Bedstemor» og nu forandrede det første til Batte, det andet til Botte til stor Forbløffelse for dets Slægtninge, der ikke straks begreb, at den vekslende Vokal skulde erstatte Ordets sidste Stavelse, hvis øvrige Lyd Barnet anså det for overflødigt at spilde sine Kræfter på. En Forbindelse som s mundme te Fojme «vi kan ikke leve» er besværlig, og den første Personendelse er en overflødig Luksus; det er derfor i visse alb. Dia-