Caesar, Hirtius og Pollio. 105 men det fandtes ikke i hele b. Afr. W.— M. véd dog Raad: «dissensum sustulimus (!) leni emendatione cap. 22. 2, ubi pro «Italiam paene oppressam» restituendum erat «plane oppressam». Saa er jo alt godt. Hvorledes skal vi nu forklare den Lighed, der er mellem Ordforraadet hos de to Forfattere? I Republikens sidste Menneskealder spores en dobbelt Strømning i det romerske Skriftsprog. En nyere Retning, hvis Hovedrepræsentant var Cicero, fjernede sig mere fra det ældre noget tungere Skriftsprog og fra det daglige mere skjødesløse Talesprog. De fleste af Datidens Talere, ikke blot Caesar og Hirtius (der ligefrem tog Undervisning hos Cicero’), men overhoved de fleste af Ciceros Korrespondenter høre til denne Retning. Det udelukker vel ikke, at hver til en vis Grad bevarer sin Forfatterejendommelighed: Caesar er ikke Cicero, og Hirtius ikke Caesar, men et vist Fællespræg lader sig ikke nægte. I Modsætning hertil gik en anden Retning ud paa at hævde det ældre Skriftsprogs og det daglige Talesprogs Ret, tildels endogsaa paa med Bevidsthed at drage forældede Ord og Former frem. Vi tage vel ikke fejl, naar vi sætte Varro som Hovedrepræsentant for denne Retning, som ogsaa Pollio med Bevidsthed sluttede sig til. Herved kunde disse Forfattere i mangt og meget faa en vis Lighed med dem, der uden en saadan bevidst Stræben anvendte det Sprog, de vare vante til at bruge i det daglige Liv, ogsaa i Skrift. Det er heller ikke saa underligt, om der i en længere Krigsperiode danner sig et eget Soldatersprog“. I et saadant Sprog er b. Afr. nærmest skrevet, uden at derfor Forfatteren behøver at være en ganske udannet Soldat. Snarere viser han sig ved Brugen af græske Ord og nogle Vendinger fra Rhetorskolen ' Cic. ad fam. IX. 16. 7: Hirtium ego et Dolabellam dicendi discipulos habeo, coenandi magistros. ? Hvis der er Mening i Stedet b. Afr. 85. 7. «illustres urbanos, quos auctores appellabant, complures ant vulnerarunt aut interfecerunt», maa urbani være et Øgenavn, som Veteranerne (auctores caedis) gav de Legater og andre højere staaende Mænd, der nylig vare komne fra Rom og ikke vare fortrolige med Soldaterlivet. Maaske ogsaa det mærkværdige pauci (οἱ ὀλίγοι, Aristokraterne) K. 2.3. og 98.2 maa forklares som et saadant Soldaterudtryk. (Hos Sallust Cat. 20. 7 og hist. 1. 48. 6 staar det dog noget anderledes.)