J. L. Heiberg: Attiske Gravmæler. 117 sthenes fortæller, at Bankieren Phormio reiste et Monument til 2 Talenter over en Kvinde, han havde forført, og Harpalos, Alexander den Stores bortløbne Skatmester, skal have reist et til 30 Talenter over sin Hetære Pythionike. Der kan være nogen Overdrivelse i de angivne Summer, men ellers kan der ikke tvivles om disse Beretninger. Anderledes forholder det sig med hvad der fortælles om Isokrates’ og Theodektes’ Monumenter hos den pseudoplutarcheiske Forfatter til de 10 Taleres Levnedsbeskrivelser, en Forfatter, som H. (S. 63) gjør for megen Ære δὰ ved at kalde ham <vel instrueret». Om Theodektes’ Grav veed han, at den laa paa Veien til Eleusis, men den var nedrevet. Han fortæller, at Theodektes dér havde opstillet de anseteste Digtere tilligemed sig selv; men kun Homer var bevaret. Siden Monumentet var nedrevet, maa vi vel spørge: hvor? Havde Forfatteren vidst Noget derom, havde han nok sagt det. Om Isokrates, der tilligemed sin Familie var begravet ved Kynosarges, fortæller han, at der paa hans Grav skulde have staaet — thi den existerede ikke mere — en 30 Alen høi Søile, hvorpaa en 7 Alen høi Sirene, og ved Siden af denne et Bord, τράπεζα; han tænker vel paa, hvad vi vilde kalde et firkantet Alter. Paa dette stod der Billeder af forskjellige Digtere og hans Lærere, hvoriblandt ogsaa Gorgias, som ser paa en Himmelglobus, og ved Siden af ham Isokrates selv. Heiberg forstaar dette om en Basis med Statuer ; naturligst forstaaes det om Relieffer, og vil man søge Analogier fra andre Grave, som Maussoleet i Halikarnas, Nereidegraven fra Xanthos og romerske Maussoleer, føres man ogsaa nærmest dertil; men i Virkeligheden yder Archæologien disse æventyrlige Beretninger om Theodektes’ og Isokrates’ Grave ingen som helst Støtte. Etter den Lamiske Krig var Athen en forarmet Stad og en macedonisk Vasalstat. Det stemmer godt hermed, at Phalereeren Demetrios paabød almindelig Tarvelighed og forbød overdreven Luxus i Gravmonumenter. «Super terræ tumulum noluit quid statui nisi columellam tribus cubitis ne altiorem aut mensam aut labellum» (Cic. Leg. II § 66). Men det er dog sikkert ikke denne Forordning, men Stadens tiltagende Fattigdom og den dermed følgende Tilbagegang i Kunsten og Kunsthaandværket, der er Skyld i at fra nu af de bevarede Gravmonumenter for det Meste kun ere skjødesløse og raa Haandværksarbeider. Dem ofrer H. ingen Omtale; det er den attiske Aands kortvarige Blomstringstid, hans lille Bog fører os ind i. J. L. Ussing.