118 F. Dyrlund: Anm. af Ludv. F. A. Wimmer, De danske runemindesmærker undersøgte og tolkede. Tegningerne af Magnus Petersen. 1. 2. De historiske runemindesmærker. Kbh. 1895. Gyldendalske boghandel, 174 sider i 4°. Í Hvor mange, til dels meget dygtige, lærde der end i indeværende hundredår har givet sig af med forklaring af vore runeindskrifter, er det dog kun yderst få af disse fortolkninger fra hvad jeg vilde kalde den för-wimmerske periode, som i et og alt vilde stå mål for nutidens kritik, der på dette område for Danmarks vedkommende væsenlig er vakt og skærpet ved Wimmers ihærdige og omfattende virksomhed. Mindst kan der i så henseende være tale om P. G. Thorsens De danske runemindesmærker (i to bind, 1864—80), som det ellers allerede på grund af den fælles tittel lå nærmest at sammenligne med Wimmers-nyeste værk; thi vel tog man i den første glæde adskillige af Thorsens lidet holdfaste læsninger og løsninger for gode varer’; men det gik dog snart op for alle nogenlunde sagkyndige og domføre, at Thorsen hverken havde været skarpsynet, skarpsindig eller sprogsikker nok, til at hans med store forventninger imødesete bog i længden kunde virke andet end en voksende længsel efter at få en mere fyldestgörende behandling af runestoffet. Heldigvis har nu Wimmer ved en lang række værdifulde skrifter og afhandlinger vist, at han er i besiddelse netop af de egenskaber og ueftergivelige forudsætninger, hvorpå det skortede Thorsen, hvis arbejdskraft tilmed næppe var synderlig stor. Efter at Wimmer har fuldendt indsamlingen af og forarbejderne til sit store runeværk, hvori skal optages indskrifterne på dansk grund (selvfølgelig også hinsides Øresund og Kongeåen) med de særlig nordiske runer, har han begyndt udgivelsen med første binds anden afdeling, der indeholder tegning, beskrivelse og tolkning af 18 runestene, hvorpå nævnes personer, som enten har spillet en fremragende politisk rolle eller i al fald har deltaget i udførelsen af noget historisk mindeværdigt. Af stenene er 4 (för behandlede i forfatterens festskrift til kongeparrets guldbryllup) fra Sønderjylland, 8 fra Nörrejylland, 5 fra Skåne, 1 fra Bornholm. Den ældste sten, den mindre i Jællinge, er fra omtrent 940, den yngste, Asumstenen i Skåne, fra omtrent 1210. 2 stene, Vedelspangerne, mælder sig som hedenske ved deres οἱ (helligdom); 3 forkynder sig ved deres indhold som kristelige: den store i Jællinge, Bornholmeren og Asumeren, den første desuden ' Det af Thorsen I 45 og 57 opfundne mandsnavn Sødreng gik over i en skolebog som Flors Håndbog og i et ægte lærdomsværk som A. D. Jörgensens Den danske kirkes grundi. og udvikl. s. 213 jf. 453. Forsigtigere var Rosenberg i Nordboernes åndsliv I 97 sml. E. Jessen i Tidsskr. . fil. og pæd. V 290. I I I I I ΠΤ A ἥ a a τω “ωεὸ..