Wimmer, De danske runemindesmærker. 119 ved sit smukke Kristusbillede. Kristelig prægede er vel også de stene, der delvis eller helt har skråtliggende kors til skilletegn! mellem ordene, nemlig Hedeby-, Ars- og Kolindstenene samt den store Arhussten. De øvrige 9 stene møder ikke frem med noget ydre eller indre tros-mærke. De to Jællingstenes ret til at tale et ord med om datidens historie tör vel ingen længer nægte. De to Vedelspangere i forening kaster klare strejflys over det lille svensk-sønderjyske kongerige i første halvdel af tiende hundredår, ligesom Hedeby- og Danevirkestenene samt den lille Århussten over et sammenstød ved Hedeby mellem Sven tjugeskæg og Brik sejrsæl i slutningen af samme hundredår. Medens Søndervissingstenen (den större), fra Nörrejylland, stiller os over for en obotritisk prinsesse som Harald den godes (blåtands) hustru, minder de tre Hællestadstene og Sjørupstenen”, alle i Skåne, om slaget ved Upsal (omtrent 980) og nævner en ellers ukendt sön, Toke, den sidste også en sönnesön af Gorm den gamle, hvilke bægge lod deres liv i hin kamp. Efter Wimmers rimelige gisning er Valtoke på Årsstenen®, i Nörrejylland, ingen anden end denne Toke Gormssön. Den store Arhussten over en mand, der faldt øster ude (d. e. på havet), henføres med rette af Wimmer, ligesom Kolindstenen, Nörrejylland, af meget lignende indhold, til Slaget ved Svolder. Den Sigvaldi, som på den jyske Sjællesten over Frøstens «mand» Gyrd lange nævnes som dennes broder, antages med föje af Wimmer at være den noksom bekendte Sigvalde jarl, og den X4be-Sven, som på Bornholm rejste sten (Ny Larsker I) efter sin sön Bose, der ved midten af det 11. hundredår «blev dræbt i slag(et) ved Utlængja», var uden tvivl sön af Sigurd kåbe og Tove, Sigvaldes søster. Endelig underretter Åsumstenen os om, at byens kirke er bekostet opført af ærkebiskop Absalon og den Æ/sbern mule, der omtales af Weeke i hans udgave af Lunde kapittels gavebøger s. 180. Underbygningen for de historiske sammenstillinger er naturligvis de sproglige udlægninger. Hvad der i höj grad styrker vor tillid til Wimmer som runetolk, er den lige så vederhæftige som möjsommelige måde, hvorpå han har tilvejebragt sit stof, og hvorfor han har gjort nöjagtig rede i Universitetets indbydelsesskrift April 1895 s. 82 f. Særlig fortjener at fremhæves, at Magn. Petersens tegning og Wimmers aftry/ af indskrifterne foretoges uafhængig af hinanden. Vel ses sådanne «gnidebilleder» 1 Wimmer Døbefonten i Åkirkeby s. 4, sml. Die runenschrift s. 166 anm. 1. ? Denne er i en sen tid søndersprængt og stykkevis indmuret i en brohvælving, under hvilken den har mättet opsøges, tegnes og læses, se tegningerne s92 f. 3 Verset på denne sten er først rigtig tolket af S. Bugge og K. J. Lyngby.