” 120 F. Dyrlund: Anm. af af og til at have være benyttede af Rafn ved læsningen af runeindskrifter, men fuldt pålidelige hjælpemidler til dette brug er de dog først blevne under Wimmers hænder. Ligesom endvidere den ` omstændelige redegörelse for alt hvad der i indskrifterne er mer eller mindre medtaget af tidens tand ægger læseren til selv at deltage i drøftelsen, således fremmes anskueligheden meget ved ' den omhyggelige skildring af de stedlige forhold, undertiden oplyst ved særlige tegninger. På den anden side må det billiges, at W. ikke har dvælet ved de ældre vranglæsninger eller ved de mange senere forsøg på at udfylde et eller andet for utydeligt anset sted, der har vist sig uforenelige med hvad der virkelig stâr på stenene!. Efter at det f. e. ved gentagne besøg i Jællinge er lykkedes W. at komme til fuld klarhed om slutningen af indskriften på den större sten, er der ingen grund til at optrykke de tidligere gætninger af Briem, Rafn, Sæve og N. M. Petersen, for ikke at tale om Repp”, der vilde göre stedordet sær (sig) til navneordet søri (ed) og mente, at navnlig udtrykket «den Harald» beviste, at runehuggeren havde været en Sydtysker! Nej, så er det en anderledes fin og dyrket sprogsans, der ledte Wimmer til opdagelsen af, at indskriften på den første Vedđelspanger er i svensk, på den anden i dansk sprogart, ligesom i sin tid til påvisningen af, at sproget på døbefonten i Akirkeby er gullandsk. Naturligvis kan der göres indvendinger imod og rejses tvivl om en eller anden enkelthed. Herm. Moeøllers opstilling af to konger ved nayn Gnupa tör formentlig antages bortfalden, efter at Gustav Storm i en vakker tille afhandling® har påvist, hvor uforenelig en sådan sønderdeling er med nutidens historiske kritik. Et hjærtestød for mange danske — ikke mindst for os gamle soldater, der har holdt vagt på og ved Danevirke — vilde det være, om, som det lader, tillige med troen på sagaens beretning om kong Gorms sejrrige tog mod Gnupa, henførelsen af «Danevirkes fornyelse» (W. s. 17 og 71) til dronning Tyre skulde gå ud af historien. Hvilken stordåd skulde det da være, der har skaffet hende det strålende tilnavn «Danmarksbod»? — Uheldigvis havde Wimmer overset en ytring af Joh. Steenstrup‘, hvorefter Gnupas og Asfrids sön Sigtryg er den samme som <«Setricus rex paganus», der 943 faldt i et slag mod den franske konge ' Adskillige prøver på ældre mistydninger eller vilkårligheder har W. givet i ovennævnte universitetskrift. ” Antikvarisk tidsskrift 1852—54 5. 270 ff. 3 Norsk Histor. tidsskr. III 3 (1894) s. 3554—78. — Et sælandsk eller overhovedet dansk stednavn Ænni (s. 372) torde det blive vanskeligt at opdrive. Betænkelig er jeg dog også ved at henføre tilnavnet Enni (-Gnup) til det kun i en enkelt svensk lov (Rydqvist II 584) forefundne enslydende talord. * Dansk Histor. tidsskr. IV 6 (1878) s. 496.