Wimmer, De danske runemindesmærker. 121 Ludvig d'outremer. Denne udtalelse er nu hævdet af Storm og tiltraadt αὐ Wimmer i nogle med skriftet følgende «foreløbige bemærkninger». Min egen tidligere mening (jf. W. 5. 156 og 158), der var støttet til den ældre, urigtige læsning af ordet: at det på Ny Larsker-stenen nævnte kampsted var at søge i farvandet ved Gøtaelvens munding, nødes jeg til at opgive, efter at den overbevisning har påtrængt sig mig, at Utlængi i Valdemars jordebog ', en lille ø (nu kaldet Uilængan) ved den sydøstlige spids af Bleking, kun er en senere udviklet form af runestenens, først ať Wimmer rigtig udfundne, Uftængja; sml. Ὁ]. ἃ. thrængi (at trænge, trykke) i Eriks lov 3, 56 med ældre svensk írængja. I den lange række søtog (1047—63), Normændene år ud og år ind foretog til Danmark, indskrænkede krigsførelsen sig vistnok, enkelte större slag fraregnede, til «farter langs kysterne, hyppige landgange og mindre træfninger»?. Mange til disse hærgninger knyttede bedrifter af danske og norske krigere blev snart glemte at efterverdenen; men derfor kan søíræfningen ved Utlænge gærne have været en i samtiden navnkundig begivenhed. Den grammatikalske stilling af ordet οἱ på den danske Vedelspanger har været genstand for hele tre opfattelser. Fra den ene, hvorefter ordet skulde læses allersidst, skönt det står allerførst, tör man uden tvivl se bort, da der ingen som helst grund var for huggeren til således at lege skjul med læserne. Efter andre skulde ordet stå som blot sætningsæmhne, en art overskrift (d. v.s.: her er et oi), hvilket sikkert vilde være uden sidestykke på vore runestene. I Wimmers Vi-Asfred er dobbeltsammensætningen ingenlunde enestäende (jf. Strut-Harald o. ἢ. desl.); men unægtelig vilde det støde mig, om den höje dame selv havde kaldt sig således. Jeg tænker mig derfor, at det er en af hendes beundrende fortrolige, der umiddelbart har foresagt eller foreskrevet runehuggeren indskriftens ordlyd. Årsstenens Val-Toke er dette hædersnavn åbenbart tillagt af hans efterlevende hirdmand. Nogle steder, hvor talen er om benævnelser på personer, kunde der været henvist til lignende fremtrædelser fra en noget yngre tid: ved den danske Vedelspangers Odinkar (s. 66) bl. a. til Afkar fra 12. hundredår i Weekes ovenanf. skrift s. 38; ved den første Arhusers tilnavn (Ulv?) t/e/s/a d. e. økse (s. 124, e med næselyd?) til Valdemar den stores mand Peter fhenja (Knytl. saga og Sakse); ved den anden Arhusers «Augutr» (s. 132 f.) — Auguti på en forsvunden Hobrosten (Vorm) til Augute, der netop er påfaldende ved sin overensstemmende skrive- ' S. r. D. VII 532 (jf. kortene i samme bind); ligeledes fra 18. hundredär i V 622 f. ” P. A. Munch Det norske folks historie 2, 152 jf. 265 øverst.