Jespersen, Progress in Language. 133 Theori uden at overse, at nu og da omvendt en løsreven Verbalendelse optræder som Pronomen (nyirsk dialektisk muid ‘vi’ 0.s.v.). Men også i sådanne Tilfælde som ved den russiske «Partitiv» på -u eller ved engelsk my: mine (§ 57) beror Fleksionen pä forudgàende Fleksionsløshed, ikke på endnu mere indviklede Forhold. — Jespersen lader (§ 270) det latinske Verbalsystem være opstået ved Simplificering af et endnu mere indviklet System. Sammenligningen med de beslægtede Sprog viser imidlertid, at både det latinske og det græske Verbalsystem for en meget væsentlig Del beror på Nydannelser, og meget tyder på, at Grundsprogets Konjugation var forholdsvis simpel sammenlignet med Græsk og Latin. — Jeg tilføjer endnu en Henvisning til den irske Forlydsfleksion (Aspiration, Eklipse, Forslag af t og ἢ); dette indviklede og for mere end Halvdelen unyttige System er bevislig udviklet så at sige i historisk Tid. — Til at udfylde Sproghistoriens tomme Rum benytter Jespersen nulevende vilde Stammers Sprog; dette kan ikke bifaldes. Disse Sprogs Historie er os ubekendt, men må antages at spænde over ligeså lange Tidsrum og indeholde lige så talrige Forvandlinger som vor egen Sproghistorie. Vilde Stammers Sprog er ikke unddraget Virkningen af Lydlove og Analogidannelser. Det hedder i 8 48, at vi i Bantusprogene ser Pronominer opstå ved naturlige Midler. Nej, vi ser intet opstå, vi ser kun Pronominer i Eksistens og i Anvendelse som Artikler, Subjekts- og Objektspronominer. Kun ved Hjælp af Jespersens Hypothese ser vi dem opstå og ser Sammenfiltringen udvikle sig af Isolation. I Slutningskapitlet (§ 270) må visse amerikanske Indianersprog (sml. § 90) afgive Materiale til den filosofiske Bygning. Da de omtalte Fænomener i disse Sprog synes at danne en Parallel til Sammenfiltringen i Fransk eller Albanesisk, hvor den bevislig er opstået af Isolation, mä man etter Forskrifterne i § 54 og § 93 antage samme Oprindelse til Sammenfiltringen i disse Indianersprog. Man må benytte det bekendte til at oplyse det ubekendte; i § 69 har Jespersen med Held ladet en sønderjydsk Dialekt illustrere grammatiske Forhold i Kinesisk. Men man kan ikke omvendt benytte det ubekendte og uforstãåede til at oplyse nogetsomhelst. — Noget af det, som Jespersen i Slutningskapitlet udvikler om det primitive Sprogs Lydforhold, er som Hypothese meget plavsibelt. Men urigtig er den Sætning, at Udtalen overalt bliver lettere og lettere. Vel udgår de fleste Lydforandringer fra Magelighedsdriften, men Resultatet ligger ofte i modsat Retning: for hver urkeltisk Konsonant har Nyirsk 4 Konsonanter, der fra et Nutidsstandpunkt er uafhængige af kombinatoriske Betingelser; Urslavisk var meget fattigt på Konsonantgrupper, nuværende Russisk kender Forlydsgrupper som mgn o. s. v. Heller ikke bliver Ordene altid kortere og kortere; hvad der falder bort ad lydlig Vej, bliver ofte mere end erstattet ved Tilföjelse af allehånde Aflednings-