134 Holger Pedersen: Anm. af Jespersen, Progress in Language. endelser. Hvad der i § 272 udvikles om det primitive Sprogs Ordforråd, beror på den urigtige Antagelse, at vilde Stammers Sprog bhar bevaret oprindelige Fórhold. Den Bemærkning om Sanskrit, der anbringes i Skammekrogen under Teksten, kunde passende have været sat helt udenfor Dören. Hvorledes det forholder sig med de 37 Ord for «Sol» o. s. v. i Sanskritordbøger, får man en Anelse om ved f. Eks. at læse Yaska’s Nirukta. Hvis en vedisk Digter kaldte Fingrene «Søstre», var den omhyggelige Grammatiker ikke sen til blandt Synonymerne for «Finger» at registrere Ordet Søster. — Da således mange af Jespersens Præmisser glipper, kan man heller ikke anerkende hans Konklusion med Hensyn til Sprogets Oprindelse. Hvorledes Sproget kunde opstä i Sætninger, er ubegribeligt, og Jespersens egne «Vink» fører til fleksionsløŁse Ord (Egennavne), ikke Sætninger. Da Sammenfiltring i alle historisk klare Tilfælde har Isolation til Forudsætning, må Sproget være opstået i Ord, ikke i Sætninger. Jeg søger ikke Sprogets Oprindelse i de erotiske Følelser, men i Kedsomhedsfølelsen. Når en Kat er mæt, lægger den sig mageligt hen i absolut Uvirksomhed, men Mennesket blev af Kedsomhed drevet til at lege med sine Hænder og sin Tunge (§ 275) og ved Gestikulation, Mimik og Lyd at efterligne alle de mærkelige Ting, hvorom Dyreskrigstheorien, Interjektionstheorierne og Jespersens Sangtheori handler; og hvorfor skulde man ikke også have efterlignet den livløse Natur? Efter at Legen alsidigt havde udviklet den fonetiske Evne, måtte denne så at sige uundgåeligt blive benyttet til Sprog. Analogien med Barnet er större, end Jespersen tror. De voksnes Tale er jo for Barnet fra først af ikke et Sprog, men kun meningsløse Lyd, der afgiver Stof til Efterabelse. Efter at det første Sprog var opstået, begyndte Kredsløbet fra Isolation over Agglutination til Fleksion og alskens Sammenfiltring og derfra igen til Isolation (se H. Meəller hos Jespersen § 95). Schleicher (og Jespersen) antager, at den historiske Tid kun er Vidne til en större og större Simplificering. Muligvis er der noget sandt heri; muligvis gör den fremskridende Andsudvikling og Skriftsproget mere og mere Modstand mod al Slags Sandhi (sml. § 199—201, 253 og om wife-s i 244) og mod at lade Ordgrænser falde midt i en Stavelse. Dette vilde være en Overgang fra Kredsløb ti en retlinet Bevægelse. En sådan retlinet Bevægelse vilde også jeg anse for Fremskridt i Sprogbygningen, endskönt jeg ikke med Jespersen i alle Tilfælde betragter Fleksionsløshed som et Fortrin. Jeg tilföjer endnu kun et Par isolerede Bemærkninger. Til ξ 205 f. I det vestlige Irland har jeg forefundet den Sprogbrug, at you er Sing., ye Plur.; endogså Gen. Sing. your, Gen. PIi, «yeer». — Til § 188. I Nyirsk optræder ligeledes Acc. som Subjekt ved en Imperativ; dette er uafhængigt af Ordstillingen, eftersom Verbet altid står først i Irsk. đ | |