Horatius’ Oden u. Epoden, hrsg. v. Nauck. 137 betingelsessætningen og nærmer sig betydningen af futur. indik. 14. 6: At det knager i skibets ræer, forudsætter ingenlunde, at de er i stykker. 16. 6: Hvorfor må incola Pythius ikke ganske ligefrem betyde «Pytho’s beboer», den Delfiske gud? 17. 4: Usque burde være forklaret: hver gang Faunus kommer, og så længe som han er der. 17. 16: Ruris honorum forbindes vist rigtigst med δοπίφπο (således Kiessling). 22. 14: Til Daunias kunde om ikke en geografisk bemærkning (sådanne overlader udgaven i reglen til håndbøgerne at give), så dog en grammatisk om endelsen været ønskelig. 25: Nauck finder i dette digt såvelsom i flere andre en virkningsfuld kontrast mellem metret (der i indledningen karakteriseres som mildt og alvorligt) og det bidende indhold. Jeg tror nu ikke, at denne karakteristik atf den Sapfiske strofe er træffende — undtagelserne er for mange —. Og hvis den var det, vilde den nævnte kontrast være i høj grad stødende: man kan dog virkelig ikke skrive en nidvise på melodi af «Fred hviler over land og by». I indledningen til den 26de ode henvises angående Lamia’s person m. m. til kommentaren til III. 17. Men denne henvisning er et tankeløst optryk; i den nye udgave er de herhen hørende bemærkninger ved III. 17 strøgne. 27. 24: Pegasus er ikke «en» vinget hest, mage til Bellerofontes’s hest, men netop denne selv. 35. 2 f.: Vel — vel oversættes mindre korrekt ved «selbst — oder auch». Det betyder her «såvel — som», egentlig «det være sig (— hvad enten det konmer an på) — eller»; man tænke blot paa ordets grundbetydning som imperativ af velle, «vælg», «forlang». Den angivne oversættelse var kun rigtig, hvis det sidste ve/ ikke korresponderede med det første. 35. 21—24: Vanskeiighederne i denne strofe er ikke fremhævede, end mindre fjærnede ved noten. Horats’s tanke er sikkert denne: Spes og Fides følger altid med Fortuna, også når den optræder som fortuna adversa, Ὁ: selv når ulykken hjemsøger mennesket, er Spes og Fides hos ham, de ledsager den. Men H. har fordunklet tankegangen ved at sige: de ledsager dig, Fortuna, når du forandrer udseende og forlader de mægtiges hjem, i st. f.: de ledsager dig, når du med forandret udseende (altså som ulykke) hjemsøger de mægtige. Den fortuna, som forlader deres hjem, er nemlig den uforandrede bona fortuna; den med det forandrede udseende, ulykken, forlader dem ikke, men kommer tværtimod anstigende. Og det, der skal siges, er ikke, at Spes og Fides ledsager denne eller hin fortuna, men at de følger mennesket under alle lykkens omskiftelser. 35. 35: Nauck’s opfattelse af nefasti som nom. plur. er et ganske urimeligt påfund, som ikke burde opleve flere oplag; hvor finder man /omo nefastus? 37.126: Fortes trykfejl for fortis. Carm. II. 1. 6: Plenum opus aleae sat i apposition til hele sætningen karakteriseres som en Taciteisk udtryksmäåde. Det