140 V. Thoresen: Anm. af Horatius’ Oden u. Epoden, hrsg. v. Nauck. føre med sig (ligesom Tib. I. 4. 66: dum vehet amnis aquas): timen bringer det, idet den kommer, og fører det med sig, idet den forsvinder. Altså: hvad der én gang er kommen og gået (bægge dele!) på tidens ilende strøm. | Carm. IV. 1. 35: Det er højst vidunderligt, at versus hypermeter her skal «versinnlichen» den pludselige standsning i talen, men II. 3. 27 virke i stik modsat retning og anskueliggøre den uafbrudte vedvaren. Jeg tillader mig at nære den kætterske anskuelse, at Horats slet ikke tilsigter nogen kunstnerisk virkning hverken herved eller ved ordoverbrækning (sit venia verbo !), men ganske simpelt benytter disse friheder som behagelige små lettelser for versifikatoren.* 2. 31: Tiburis ripas betegner, hvis ikke Bentley’s rivos er bedre, sikkert kun, ikke «vornehmlich» Anio’s bred; Nauck har vist ikke tænkt på, at ripae tit bruges om forskellige strækninger af samme flodbred. “ 2. 33 og 41: Lachmann’s rettelse concimet må være det rette: Horats vil dog vel ikke bøje sig for Antonius som den større digter. Se i øvrigt Kiessling! 8. 15 f.: Når udg. ikke med Madvig vil udslette v. 16 foruden v. 17 (og rette celeres til celeris), burde der dog være gjort et forsøg på at forklare, hvorledes selve Scipio’s bedrifter og vundne resultater kan forstås som subjekt for indicant laudes. 10. 2: Selv med sperare taget i betydningen «frygte» kan insperata ikke blive «ehe du dich dessen versiehst», men måtte betyde «som ikke frygtedes (kunde betrygtes)». Her er det ligefrem «som man (jeg) ikke ønsker», «ukærkommen)». 15. 4: Kommaet efter darem urigtigt; skulde være punktum ell. lign. I den forrige ode burde der efter udg.’s opfattelse af stedet — den være rigtig eller gal — stå komma efter v. 41. 15. 6: Der savnes forklaring af nostro restituit Tovi. C. S. 42: Bemærkningen, at castus kommer af καϑαίρω, er dog vist ikke ret på højde med vore dages sproghistoriske viden. Epod. 9. 25: Madvig’s «wunderschöne Verbesserung» (Kiessling) Africani cui burde ikke lades uænset; det vilde dog — for ikke at tale om de andre grunde, der taler for den — være alt for affektért at kalde den 3dje Puniske krig bellum Africanum. 10. 3: Ut skal ifølge Nauck være styret af memento og nærmest betyde «hvorledes». Det giver ingen rimelig mening. Nej, ut-sætningen er en selvstændig ønskesætning (ut = utinam) 0g memento et parenthetisk indskud. 11. 28: Noten forklarer, at renodare ikke betyder «binde (håret) i knude», men «løse knuden op». Ti, hedder det, «jenes thaten Mädchen, dieses Knaben». Den motivering er mig hélt ufattelig. Når drengene ' [Carm. II. 16, 34: tibi tollit hinnitum || Apta quadrigis equa bemærker Nauck: «der Hypermeter versinnlicht den Uberfluss». På vrinsken eller på hopper? Red.) με ων i ΨΉΗ ΠὙΎΜΕ I M > A a r d