142 S. Sørensen: Anm. af over dens resultater til deres embedsexamen eller som støtte fof deres sprogstudier. Forfatteren betegner den selv i forordet som en indledning til Brugmann’s store «Grundriss». Han meddeler imidlertid så meget og i en så overskuelig ordning, at den også selvstændig, uden at fortsættes med studiet af Brugmann, vil kunne afgive en særdeles praktisk og brugelig vejledning for begyndere i dette studium, og den er ligesom forfatterens Sanskritgrammatik omhyggelig afpasset efter de læseres tarv, for hvilke den er bestemt, idet den giver dem en solid kundskab om det, som de behøve, med tilbørligt hensyn til den tid og det arbejde, som de ere istand til at ofre derpå. Særlig må den omhyggelighed fremhæves, hvormed forfatteren i det hele har forstået at sætte sig ind i begynderens standpunkt og ikke forudsætte noget som bekendt, som man på begynderstadiet netop trænger til at göres opmærksom på. Bogen begynder med en indledning over den sammenlignende sprogforskning, som fortsættes med en orientering om den sammenlignende Indoeuropæiske grammatik, med en oversigt over de Indoeuropæiske sprog med angivelse af de ældste mindesmærkers alder, de forskellige theorier om ursprogets forgreening, forholdet til de specielle historiske grammatikker m. m., samt hovedtrækkene af den Indoeuropæiske grammatiks historie. Lydlæren indledes med en lydphysiologisk oversigt, som afgiver grundlaget for fremstillingen først af de det Indoeuropæiske ursprog tillagte 46 lyd og derefter af døttresprogenes forhold til ursproget i den henseende; dette afsnit er oplyst ved to til hinanden svarende tegninger, som meget anskueligt fremstiller de antagne forandringer fra ursprogets til døttresprogenes lydbestand. Der- efter fölger et afsnit om betoning i almindelighed, om ursprogets. og døttresprogenes betoning.’ Derefter göres rede for sprogsammenligningens principper, lydlove i ursproget og endelig ursprogslydenes repræsentation i døttresprogene, som selvtølgelig er det længste afsnit i bogen. Dette sidste betragtes under 3 synspunkter: normalforholdet, aptering (afvigelser fra normalforholdet på grund af visse lyds sammentræf, etc.) og analogidannelse; hvert afsnit (enkelte vokaler, tvelyd, etc.) begynder med et almindeligt overblik og slutter’ med detailregler og exempler; ved denne anordning opnås en god oversigt. På lignende systematisk 0g overskuelig måde gås der frem i «Formläran» (hvis 1516 og eneste delvis udkomne afsnit er stamdannelseslæren).” I affattelsen fremtræder overalt en omhyggelig gennemført bestræbelse for at frem- τ bháramāna og svādīyān (S. 29) ere ikke exempler på reglen, som den er affattet; modsætningen mellem dpa og ἀπό (ib.) er vel nærmest kun tilsyneladende; oprindelig og i anastrophe hed det ἄπο; antager man, at det blev proklitisk foran sin styrelse, får man foran et enklitikon ἀπό, hvoraf foran et betonet ord ἀπὸ. ? brūpþpi- (S. 110) er kommet på et galt sted. Era