Hjalmar Edgren, Jämförande Grammatik. 143 kalde de almindelige hovedprincipper i læserens bevidsthed, og oplysninger om afvigende anskuelser og andre enkeltheder gives i anmærkninger eller sættes med mindre tryk. Da bogen er bestemt for begyndere, forekommer det mig, at visse alt for kort antydede enkeltheder trænge til oplysning: S. 53 1. 4 1. déştum af *déç-tum (jfr. 8 205 b, 1). — gamyé (S. 57) kan vel kun være passiv. — ῳϑέρσω (S. 60), tilföj: episk. — pítriyas (S. 61 og 112) for pítryas er utvivlsomt på det nærmeste den oprindelige form, men dog kun funden ved beregning af, hvad der passer i Veda-vers, hvilket synes mig på en eller anden måde at burde være antydet. — «Protetisk o» (S. 62) 9: o med protetisk vokal. — δοῦς (S. 78) for ὀδούς (S. 119); eller er det en trykfejl for: ἔδοντ-ς: δούς «som har givet», Ἐῤδόντ-ς: ὁδούς «tand»? — síighnömi (S. 87), tilföj: vedisk. — vidháva-, m., (S. 104) beror, så vidt vides, kun på en conjectur i ΒΒ. — mortu- (S. 105)? — -στηνο- (8. 107) kun i δύστηνος. — ἔλμι- (S. 109) for ἕλμις, G. ἕλμινϑος. — yüni (S. 113) vel kun hos Vopađdeva. — ¢çavasi (ib.), enestående dannelse, vel kun på et par steder i Agveda, måske egennavn. — ámrtiya (S. 123) for ámartya'. — Hertil høre også visse oversættelser: ἱερός «kraftig» (S. 29)". — rúpyämi (S. 63) har ikke samme betydning som /umpämi. — lócana (ib.) «oplysende» än. esio., ellers subst. ntr. «ὕ]6». — ἔχω (5. 66) synes ikke heldig oversat ved «bærer», selv om defte nogenlunde passer til sáhe («holder stand imod, udholder, finder mig 1»). — diná (S. 1 Det undgår ikke min opmærksomhed, at disse ting og adskilligt af det følgende, som jeg vil anke over, ere skrevne med velberåd hu for kortheds skyld og i sidste instans må tilskrives forfatterens udstrakte lærdom; men hos begynderen vækker det skrupler eller usikkerhed eller opfattes som fejl. ? Jeg kan ikke undlade at benytte lejligheden til at lette mit hjerte ved en protest mod denne yndede og for tiden måske næsten eneherskende theori, som synes mig at have alt imod sig og intet for sig. Betydningen «hellig» er saa fast knyttet til ordet og alle dets afledninger i hele den Græske litteratur (Homer incl., f. ex. ϑεῶν ἱεροῖς ἐπὶ βωμοῖς, Od. II 273, etc.), at det efter mit skön umulig kan have hævdet sig i en formentlig ældre betydning i et par Homeriske udtryk. Har en ældre betydning nogensinde existeret, må den allerede hos Homer have været fortrængt i folkets bevidsthed af betydningen «hellig», den eneste som var levende. ἱερὴ ts Τηλεμάχοιο o. lign. forklares tilstrækkelig af διογενὴς Ὀδυσεύς etc., og selv om en fisks hellighed (Il. 16, 407) skulde være et vanskeligt problem for vor vantro tid, måtte den dog formentlig hellere blive stående som et problem; for øvrigt giver bl. a. det umenneskelige element, hvori den lever, den en vis lighed med en havmand, som dog godt kv være «hellig», ikke at tale om andre forsøgte og mulige forklaringer , man har gjort det til en «sprællende» fisk, synes man mig at have forladt hypothesen «kraftig»). Hvis det er identisk med det Vediske ord isňhirá, vil dette snarest styrke min opfattelse; thi ¿sird er, ligesom dets stamord isħ, et udelukkende religiøst ord og turde bedst kunne oversættes ved «hellig» (navnlig «velsignelsesrig» i religiøs forstand).