164 J. M. Secher: Anm. af Paulson, Oidipus-sagans ursprung. Portes Antal hentet Prædikat: det ægyptiske Thebe benævnes ἑκατόμστυλος, det boiotiske ἑπτάπυλος. At det Antal Porte, der tillægges dem, er forskelligt, har ingen Betydning; Tallet tjener kun til at forstærke det i Adjektivet liggende Begreb. Pausanias’ Opregning af de 7 Porte og hans Erklæring om, at de endnu fandtes paa hans Tid, tillægger Forf. heller ikke nogen Betydning, idet han i Tilslutning til Wilamowitz (Die sieben Thore Thebėns) benægter Brughbarheden af Pausanias’ Beretning for Fastsættelsen af det ældste Thebes Topografi. Pausanias har sandsynligvis bygget sin Fremstilling paa Tragikernes Skildringer, særlig Euripides’ i Phoinissai, som atter hviler paa Aischylos’ i Septem, hvor de 7 Porte først nævnes; men at Aischylos’ Fremstilling ikke hviler paa nogen historisk Tradition, synes at fremgaa af den aischyleiske Tragedies hele Karakter. At Thebanerne paa Pausanias’ Tid betegnede bestemte Lokaliteter med de berømte Navne, betyder næppe mere end, naar man ved ὅδὸς ἣ “Σ᾽, χιστή viste Laios’ og hans Tjeners Grave. Forf. finder altsaa ikke i Pausanias’ Beretning nogen Hindring for Rigtigheden af sin Hypotese. Han gaar nu videre og søger at godtgøre, at hele Oidipussagnet stammer fra Ægypten. Efter at have nævnet Sfinxmotivet som Støtte for Antagelsen af Mytens orientalske om ikke særlig ægyptiske Oprindelse mener han at finde et bestemt Bevis for sin Anskuelses Rigtighed i et hidtil ikke tilstrækkelig paaagtet Herodotsted (II, 63 og 64). Herodot skildrer her en højst ejendommelig Kultusskik, som paa hans Tid forekom i den ægyptiske By Papremis: et formeligt Slag paa Knipler foran et Tempel mellem to Flokke Præster, af hvilke den ene vil skaffe et paa en Vogn fremkeørt Gudebillede Adgang til Helligdommen, medens den anden sætter sig derimod. Guddommen benævnes af Herodot Ares. Som Oprindelse til Skikken anføres efter de indfødtes Forklaring: i dette Tempel bor Ares’ Moder; Ares er bleven opfostret fjernt fra sin Moder; da han er bleven voksen, begiver han sig til hendes Helligdom, ἐϑέλων τῇ μητρὶ συμμῖξαι, mishandler ved Hjælp af sine Ledsagere dem, der ville formene ham Adgangen, og gaar derpaa ind til hende (det fremgaar af Ordene, i hvilken Hensigt). Analogien med Oidipussagnet er iøjnefaldende. Den Forskel, at i det ægyptiske Sagn den forbryderske Handling udgaar „fra en bestemt Hensigt hos Sønnen, medens den i det græske er Følgen af en skæbnesvanger Uvidenhed, forklares deraf, at Sagnet hos Grækerne tidligt er kommen ind under tragisk Opfattelse og derfor er bleven udviklet i etisk Retning. Den af Herodot som Ares betegnede Guddom kan med temmelig Sikkerhed antages for identisk med Set-Typhon. Som dyrisk Inkarnation af denne Guddom nævnes Flodhesten. Om denne haves hos Plutarch en fra Ægypten stammende Notits, der sammenholdt med Herodots Be-