166 Holger Pedersen: Anm. af Herbig, Aktionsart und Zeitstufe. kommer os så uundværlig, oprindelig åbenbart ikke havde Udtryk i den jafetiske Verbalfleksion. Præsens, Imperfektum, Aorist og Futurum er morfologisk ensartede, bortset fra de primære eller sekundære Personendelser, der næppe indeholder noget Udtryk for Tidstrin. Herbig antager, at Formerne med sekundære Endelser er udviklede af de primære ad lydlig Vej i de Tilfælde, hvor Verbet var enklitisk. Dette er en ret plavsibel Formodning, der allere¢e findes hos Zimmer KZ XXX 232; man vil dog ikke kunne vurdere denne Formodning retfærdigt uden at tage de oldirske Forhold i Betragtning (sml. Zimmer Festgruss an Roth S. 173 ff.). Forskellen mellem de anførte 4 Former og Perfektum var oprindelig ikke af temporal Art, eftersom Perfektum oprindelig var et præsentisk Tempus (ifig. Herbig en iterativ-intensiv Form). Hvorledes Udtryk for Tidstrin kan fremkomme som Resultat af Adskillelsen mellem de to Aktionsarter, lærer vi af de slaviske Sprog. — Visse Verber er ifølge deres Betydning så at sige prædestinerede til enten imperfektiv eller perfektiv Betydning; dansk søgte vil som oftest være Imperfektum, opsøgte er som oftest Aorist; dog binder dansk (og tysk) Sprogbrug ingensinde en bestemt Form til en bestemt Aktionsart; vi kan bruge søgte som Aorist («konstaterende»: jeg søgte to Timer, för jeg fandt det) og opsøgte som Imperfektum (iterativt: jeg opsøgte ham daglig). I de slaviske Sprog er derimod enhver Verbalform bunden til en bestemt Aktionsart. Det samme var åbenbart Tilfældet i Grundsproget for vor Sprogæt, hvilket giver os Nöglen til Paradigmer som ὁράω : εἶδον. Herom handler Herbig S. 220 f., S. 224 ff. og S. 198, hvor Verbet «være» anføres som et af de mest hårdnakket imperfektivt anlagte Verber; man kan tilföje «have»; ligeledes er det græske Perfektum (det latinske absolute Perfektum) imperfektivt (S. 211 f.; hvis βεβουλεῦσϑαι var perfektivt, vilde det istedenfor «at have overlagt» betyde «at få overlagt»; Herbigs Bemærkning herom er altsaa urigtig). — Det foregãende Referat vil have givet en Forestilling om Vigtigheden af det Æmne, Herbig behandler. Tilbage står da kun udtrykkelig at indskærpe, at der må medbringes en årvågen Kritik til Læsningen af hans Arbejde. Forfatterens ængstelige Frygt for at afvige fra Avtoriteter har fremkaldt en Række Uklarheder. S. 188 har H. således betegnet en Klasse af slaviske iterative Verbe som perfektive; der må da bagefter tilföjes, at de dog bruges paa samme Maade som de imperfektive Verber; kortere: de er imperfektive. På samme Side indføres en ørkesløs Adskillelse mellem momentant-perfektive og durativt-perfektive Verber, hvilket volder en uendelig Forvirring, da H. andetsteds bruger «durativ» = «imperfektiv» (S. 200, 8. 241 o. s. v.). Efter Curtius doceres S. 263, at Aor. Inf, og Part. kun okkasionelt får Præteritumsbetydning; i Virkeligheden har Sprogbrugen stillet Participiet nöjagtigt på samme Linje som Indikativen. S. 242 kaldes Futurumsformen