Otto Jespersen: Anm. af Holthausen, Altisl. Elementarbuch. 171 pourrait peut-être, par-ci par-là, souhaiter des renseignements un peu plus précis ; quel est p. ex. au juste le son noté par i? M. R. le caractérise d'une manière insuffisante comme «suono di passaggio tra ü ed i». Serait-ce par hasard une voyelle « highmixed » telle que l’u du suédois Aus ? Mais je ne m'arrêterai pas à de telles mesquineries ; il n'y a, en somme, presque rien à reprendre au livre de M. Renier, et il y a infiniment plus ἃ profiter que je n'ai pu le dire. Kr. Nyrop. Ferd. Holthausen, Altisländisches Elementarbuch (Lehrbuch der altisl. Sprache. 1). Weimar 1895, Felber. XV -| 197 ss. Forf. mener i sin fortale — og sikkert med rette — at der i hans fødeland kan være trang til en brugbar elementarbog i oldnordisk, da den eneste tidssvarende bog, Noreens grammatik, indeholder altfor mange detailler for begynderen. Han har derfor villet lægge det vigtigste stof til rette på en overskuelig måde, og det må visst siges, at dette er lykkedes ham på en meget tilfredsstillende måde: bogen indeholder i klar fremstilling hvad en studerende, der ikke vil göre sproget til et specialstudium, vil behøve. At lyd- og formlæren i det hele og store er baseret på Wimmers og Noreens bekendte bøger, siger sig selv, og forf. gör da heller ikke undtagen på enkelte mindre punkter fordring på originalitet. Hvad syntaxen angår, — og man må være ham taknemlig for, at han har taget den med — er sagen derimod en anden, selvom forf. erklærer, at han i stort omfang har benyttet Nygårds arbejder. Her har Holthausen nemlig gjort et förste forsøg på noget væsentligt nyt, hvad stoffets ordning angår, og det er dette, der især har interesseret anmelderen. For et par år siden udkom et skrift af John Ries «Was ‚ist Syntax?», der vakte stor opsigt i Tyskland og i en mængde anmeldelser blev prist som noget ualmindeligt betydeligt. Det var intet mindre end en gennemgribende kritik af den hidtil gældende ` opfattelse af syntaxens væsen, en kritik, der, hvis den var rigtig, måtte føre til en hel anden ordning af vore grammatikker. At Ries havde ret i meget negativt, er vel uimodsigeligt; men jeg er meget skeptisk overfor hans forsøg på at stille noget andet istedenfor det gamle, og hans bog gav desværre kun meget lidt vejledning til at danne sig en mening om, hvori det nye egentlig bestod og hvad fortrin det vilde ha, om det blev gennemført. I modsætning til Holthausen, der betegner Riess bog som <geistvoll», må jeg nærmest betegne den som temmelig tung og kejtet