172 Otto Jespersen: Anm. af i fremstillingen; man savnede helt igennem exempler og var, ærlig talt, når man möjsommelig havde arbejdet sig igennem dens abstrakte og farveløse sprog, omtrent «80 klug als wie zuvor». Man må derfor være glad over, at Holthausen har vovet at stille sig i bresjen for at vise os praktisk, hvordan en efter Ries’s teorier indrettet grammatik ser ud. Resultatet forekommer mig ikke at' være sådant, at det opfordrer andre til at følge det samme system. Omstillingerne er paa mange punkter så uvæsentlige, at der hverken kan være vundet meget eller tabt meget ved dem; men på andre punkter synes tabet mig at være utvivlsomt, og man kommer, så vidt jeg kan se, ikke de sproglige fænomener nærmere ind på livet ved den nye ordning. Grammatikken deles i tre afdelinger, lydlære, ordlære og syntax (eller lære om ordföjningerne). Ordlæren deles igen i to dele, læren om ordformerne (böjnings- og orddannelseslære) og læren om ordbetydning. På samme måde skulde syntaxen efter Ries falde i to afdelinger: 1. Von der form der wortgefüge, og 2. Von der bedeutung der wortgefüge; men til en sådan sondring ser vi ikke noget hos H., og det stiller sig også for mig meget problematisk, om den kan gennemføres. Men nu i lydlæren? Hvorfor ikke også dær sondre mellem læren om lydene og læren om deres betydning? I den sidste kuñde jo passende samles f. ex. de tilfælde, hvor omlyd (der som lydmekanisk proces behandles i förste afdeling) er benyttet til at modificere ordets betydning. Til en sådan sondring på dette område er der vel akkurat lige så megen (eller lige så liden) grund som på de andre telter. — I syntaxen optræder hos H. (der her næppe følger Ries) følgende underafdelinger : I. Wortgefüge. II. Satzgefüge. III. Congruenz (A. Subject. u. prädikat. B. Consecutio temporum). IV. Wortstellung. V. Kürze des ausdrucks. VI. Pleonasmus. VII. Anakoluthie. Men denne inddeling gör ikke noget rigtig heldigt indtryk og er i alt fald ikke så logisk leddelt, som man var be- rettiget til at vente af en tilhænger af Ries’s strenge kritik af lignende opstillinger hos andre grammatikere Og hvordan for-. holder denne inddeling sig til Ries’s definition af syntax som læren om «wortgefüge»? Er meget af det, der står under kongruens, ikke blot lære om betydningen af de enkelte ordformer? Hvorfor ikke et afsnit om satzstellung parallelt med dețom wortstellung? Ogsä på andre punkter må man göre indvendinger mod den valgte ordning. Under «Bedeutungsleh e. B. Wortformen» får vi som förste rubrik genus, skönt det grammatiske kön på oldn. jo kun i de færreste tilfælde kan ses af ordets form; at v/f er neutrum, vil altså kun sige, at det fordrer andre med det forbundne ord (artikel, adj. osv.).i den særskilte neutrumsform; det skulde vel altså bedst hen under kongruens. I samme afsnit gives regler for anvendelsen af de forskellige kasus, men kun, når de d i ἰσἶδ"