Benedicti regula, rec. Woelfflin. 177 og Ordet συμπαίκτης, (Lege)kammerat hedder (K. 27) senpecta med Tilføjelsen «id est seniores sapientes fratres», som om det var afledet af senex. Den hellige Skrift kjender Benedikt i en latinsk Oversættelse, tildels ældre end vulgata. PAasilius’ Munkeregler (K. 73) — Forbilledet for Benedikt —- har han vel kjendt i Rufinus’ latinske Oversættelse. Det synes at være dennes vitae patrum og Cassians collationes og instituta, der sigtes til i Slutningskapitlet, som de majora doctrinae virtutumque culmina, den kan stræbe hen til, som har tilegnet sig Munkereglerne. Om klassisk Læsning er der ikke Tale. Om der derfor i et Skrift, der er beregnet paa ulærde Munke, findes betydelige Afvigelser fra den ældre Sprogbrug, ikke blot i Ordforraadet, men i selve Formlæren, vil man vel finde det ganske naturligt. I hvad Retning disse Afvigelser gaa, har det lille aftrykte Stykke af 1116 Kapitel allerede peget hen paa. De enkelte Kasus flyde over i hinanden; Præpositionernes Styrelse bliver vaklende. I denne Henseende er det interessant at læse, hvad Gregor den store, der blev født omtrent samme Aar, som Benedikt døde, og har skrevet hans Levnet, siger i sin Kommentar til Hjob: «motus praepositionum casusque servare contemno, quia indignum vehementer existimo, ut verba caelestis oraculi restringam sub regulis Donati» Naar Gregor med fuld Bevidsthed gjør Brud paa Donats Regler om Præpositionernes Styrelse og Brugen af de enkelte Kasus, saa er det vel, fordi den almindelige Talebrug netop i denne Henseende viste Vejen. Skal vi da tro, at Benedikt en Menneskealder tidligere med fuld Bevidsthed i sin regula har overtraadt de Regler, han som Dreng lærte i sin Donat? Det vil maaske overraske, naar jeg trods det Stykke, jeg meddelte af 11te Kapitel, dog maa besvare Spørgsmaalet med Nej. Her kommer nemlig en Ejendommelighed i de ældste Hdskr. frem, som det undrer mig er undgaaet Wölfflins Opmærksomhed. Naar man læser Forordet og de første syv Kapitler af regula igjennem, vil man ikke finde en eneste Forsyndelse mod Præpositionernes Styre/se. I Præpositionernes Brug finde vi flere Ejendommeligheder: quid dulcius αὖ hac voce (i Prologen) i Stedet for quid dulcius hac voce (cfr. meliores αὖ aliis K. 2 og nihil a Christo carius K. δ); foris monasterium (K. 3), ligesom paa Italiensk fuori le mura; mors secus (secundum? ad) introitum delectationis posita est (K. 7). — En Fjendommelighed i Kasusforbindelsen møder os i Udtryk som: «audiamus Dominum respondentem et ostendentem nobis viam ipsius tabernaculi, dicens»: (Prologen) eller: «quintus humilitatis gradus est, si omnes cogitationes malas . abati non celaverit suo, /ortans nos de hac re Scriptura dicens»: (K. 7), men det er nærmest en syntaktısk Ejendommelighed. — Det følgende Afsnit (Kap. 8—18) giver en Række enkelte Bestemmelser for Gudstjenestens Form de forskellige Dage Nord. tidsskr. f. filol. 8416 række. IV. 12