180 Kr. Sandfeld Jensen: Anm. af navnlig i de nærmest foregaaende aar havde tiltrukket sig særlig opmærksomhed paa grund af nye opdagelser, der bragte et meget anseligt materiale tilveje. Hvilken videnskabelig stordaad prof. Thomsen herved har udført, behøver jeg ikke her at komme nærmere ind paa, men skal strax gaa over til at gøre rede for de resultater af fortsatte undersøgelser, som er nedlagte i ovennævnte bog. Ved dechiffreringen viste det sig strax, at indskrifternes sprog var en tyrkisk dialekt. nært beslægtet med uigurisk, men staaende paa et ældre trin end nogen anden hidtil kendt tyrkisk dialekt. Der knytter sig altsaa for det første en betydelig sproglig interesse til disse indskrifter. I bogens første del behandles det mærkelige alfabet, medens der tillige gives en mængde interessante oplysninger om sprogformen. Medens f. ex. osmannisk rent mekanisk har overført det arabiske alfabet, der kun meget,ufuldkomment svarer til dette sprogs lydsystem, finder vi her et fremmed alfabet (prof. Thomsen antager, at det er det aramæiske, der direkte eller indirekte ligger til grund) afpasset paa en meget sindrig maade, medens tillige de enkelte tegn er undergaaede endel forandringer, der giver dem en vis lighed med runerne, og som rimeligvis skyldes den omstændighed, at de opr. har været indridsede i træ; som bekendt forklares manglen af horisontale linjer i runeskriften paa samme maade. Alfabetet skrives fra højre til venstre, og det ejendommelige ved det er, at vokalerne i meget stor udstrækning er udeladte, hvor den læsende uden vanskelighed har kunnet supplere dem: konsonantforbindelsen tmr qpy maa saaledes læses ftämir qapuy (jærnport). Dette hænger ťor en del sammen med, at der tor de fleste konsonanters vedkommende gives to tegn, hvoraf det ene anvendes i forbindelse med velare, det andet med palatale vokaler, f. ex. gayan (khan), men Καρσὶ (hans had), hvor gq og Æ, y og g udtrykker forskellige modifikationer af samme lyd. Paa samme maade anvendes forskellige t-tegn, efter som den følgende lyd er f. ex. a eller ὦ, osv., selv om udtalen i alt væsenligt har været den samme 1 bægge tilfælde. Hvad selve sprogformen angaar, bekræfter sig ler i fuldeste maal den sætning, at de tyrkiske sprog viser en paafaldende konservatisme i sprogbygningen. For den, der kender ét tyrkisk sprog, f. ex. osmannisk, vil ikke blot mange ord, men ogsaa suffixerne og disses anvendelse, være forstaaelige i dette gamle sprog. Men naturligvis findes der ogsaa betydelige afvigelser fra de moderne dialekter, hvoraf følgende kan fremhæves: pluralisendelsen -/ar, -lär anvendes kun meget lidt ved substantiverne og slet ikke ved verberne (osm. evler pl. af ev, hus; severler pl. ať sever, han elsker); den almindelige infinitivendelse -mag, -mäk (osm. sevmek at elske, almaq, at tage) forekommer ikke; genetiv udtrykkes som oftest uden endelse og ved pronominalsuffix ved