Inscriptions de l’Orkhon, déchiffrées par Thomsen. 181 det styrende ord, f. ex. ðudun aty, folkets navn, egl. folket dets navn, en i mange sprog hyppig konstruktion (osm. ¢yzyñ ana-sy, pigens moder, qyzyñ genet. af qyz, pige). Den anden del af bogen indeholder transcription 0g oversættelse af de to store indskrifter, der for kort tid siden blev fundne nord for det gl. Karakorum, øst for Orkhonflioden, og som paa grund af deres omfang ydede prof. Thomsen det bedste materiale ved dechiffreringen. Det er mindesmærker over to tyrkiske høvdinger, som døde 731 og 734, og de har saaledes stor historisk interesse. I en almindelig indledning gives en udsigt over, hvad vi andetsteds fra ved om det tyrkiske folk, der har efterladt sig disse minder, og det er da navnlig kinesiske krøniker, der giver temmelig fyldige oplysninger, medens der kun findes spredte notitser hos enkelte byzantinske historieskrivere. Det er her som altid højst interessant at se, hvorledes forskellige kilder kan bekræfte og supplere hinanden; saaledes omtaler byzantineren Theophylactes Simocatta en by ved navn Ταυγάστ, hvilket ord her i indskriften findes under formen fíabyač og betyder kinesisk. — Ifølge de kinesiske krøniker optræder tyrkerne allerede teml. tidligt som et mægtigt folk i egnene omkr. Altaibjærgene. Ca. 600 deles de i et vestligt og et østligt rige, af hvilke det sidste i den følgende tid volder kineserne mange bryderier ved idelige indfald. Det lykkes dog at overvinde dem 630, og de stod nu en tid lang som skatskyldige under Kinas overhøjhed, indtil Qutluy (den lykkelige) 881 gjorde oprør 0g lod sig udraabe til khan. Han døde nogle aar efter og efterlod sig to sønner; hans yngre broder, som Kineserne kalder Mikísoat, bleyv saa hersker og gjorde adskillige indfald i Kina, bekæmpede ogsaa andre folkeslag og hævede atter det tyrkiske rige til en vis magt. Han regerede imidlertid grusomt og faldt 716 paa et tog mod en oprørsk stamme. KAÄül-tegin, den yngste af Qutluys sønner, ryddede nu Mik-tsoats børn af vejen og satte sin broder, af Kineserne kaldt Me-Æi-lien, paa tronen. Han antog titlen Bilgä qayan (den vise khan) og vilde angribe Kina, men blev raadet derfra og kom efterhaanden til at staa i et meget venligt forhold til den kinesiske kejser. Da Kül-tegin faldt 731, lod kejseren sætte et mindesmærke for ham, og da khanen 734 blev forgivet, sørgede han meget over ham og lod ligeledes rejse et mindesmærke. Det er disse to mindestene, der omtales af Kineserne, som nu er komne for dagens lys. Paa den østlige side af bægge stenene findes kinesiske indskrifter, hvoraf dog kun den ene er læselig; en oversættelse heraf, besørget af den engelske sinolog Parker, meddeles s 212 ff.; da den ikke er af samme indhold som de tyrkiske, har den ikke kunnet bidrage til tydningen af dem. Disse sidste er meget omfangsrige og har for en stor del samme indhold. I den første taler khanen, fortæller om tyrkernes