Holger Pedersen: Bartholomaes Aspiratlov. 29 (Infinitiv af Desiderativet). At Forandringen på Sanskrit, som Bartholomae antager, skyldes en Lydlov og ikke en blot og bar Analogidannelse, hvorved man restituerede det suffiksale s, fremgår måske allertydeligst af Tilfælde som skr. /Æśárati ,fiyder‘, av. οἱ yžārayeiti, gr. φϑείρω. Her er nemlig ingen Analogidannelse mulig. Sammenligner man nu den ariske Behandling af Aspirat -ἰ- ἐ eller s med den græske Behandling af de tilsvarende Grupper, så er det straks klart, at begge ikke kan gå tilbage til det samme Grundlag. Det er meget vel tænkeligt, at gr. γράψω lat. nupsi nuptum kan være den lydrette Fortsættelse af -bzh- -bdh-, eller at /ectus ‚Seng‘ regelmæssigt går tilbage til -gdA-, men en tilsvarende Antagelse er umulig ved gr. γραπτός 0. 8. V. Der må altså foreligge en analogisk Nydannelse enten på den ene eller på den anden Side. Hvis det græske Forhold er det oprindelige, må man antage, at arisk Sprogfølelse har følt sig stødt over en Veksel af δὴ og p (sml. γράφω γραπτός) i samme Paradigma og derfor har restitueret &/ også foran í og s (endskönt disse Sprog i en senere Tid netop ofte foretager Analogidannelser i modsat Retning: yngre Avesta aoxta ,han talte‘ for det ældre aog’da; skr. dhatte svarende til av. dazdē gr. τίϑησι). Hvis derimod det ariske Forhold er det oprindelige, må man antage, at den græske Sprogfølelse har krævet samme Endelse for samme Kategori i alle Tilfælde og derfor f. Eks. har genindført Participialendelsen -ἰο også efter Media asp. istedenfor det lydrette -d/o- (ligesom også de afvigende Participier på -πο- 0. s. v. har måttet vige for Sprogets Lyst til Uniformering). Der er næppe Tvivl om, til hvad Side Vægtskålen hælder. Afgörende er vel gr. ῳϑείρω av. οἱ yžārayeiti skr kśárati sammenlignet med χτάομαι skr. ksáyati ‚besidder, behersker‘ av. xśayeiē. Her træder Overensstemmelsen mellem Græsk og Iranisk tydeligt frem. På den anden Side har Walde KZ xxxıv 476 anført λέκτρον som Bevis mod den Anskuelse, at den lydrette Fortsættelse af ievr. gł -t i Græsk er 70; i dette Ord var, mener han, ingen Analogidannelse mulig: Suffikset -9007 var Jigeberettiget med -τρον, så at en Form ᾿λέχϑρον ikke vilde have vakt Anstød og altså heller ikke have været udsat for analogisk Omdannelse. Men λέκτρον behøver ikke at være et nedarvet Ord; det kan være dannet indenfor den græske Sproghistories Område på en Tid, da den ny Lov y- = κτ allerede var trådt i Kraft; med oldn. /átr ,Sælhundeleje‘ er det formelt