Om Overleveringen af Platon. Af G. Rangel Nielsen. O. Immisch, Philologische Studien zu Plato. I. Axiochus. Leipzig 1896. U. von Wilamowitz-Moellendorff, anmeld. i Gött. gel. Anz. 1895 p. 977 ff. I et kort forord til sit skrift meddeler Immisch, at det Teubnerske forlag har overdraget ham at besørge en ny bearbeidelse af Hermanns Platon i steden for Wohlrab, hvis bearbeidelse for øvrigt allerede var påbegyndt, men som af helbredshensyn må opgive at fortsætte den.. Det er for at bruge Wilamowitz’ ord (1. 1. p. 985) «eine schöne und grosse aufgabe», Im. dermed har påtaget sig; ti skønt Platon er en af de oftest udgivne forfattere, er der dog endnu overordenlig meget at gøre, inden vi får et nogenlunde sikkert grundlag for teksten, endsige en sikker tekst. Årsagen hertil er tydelig nok: det er den overordenlig store mængde af håndskrifter 7, der gør arbeidet så besværligt, ja næsten uoverkommeligt for en enkelt mand, når han vil opfylde eller stræbe at opfylde de fordringer, man nu til dags stiller til et kritisk apparat. Vi kan ikke slå os til ro, før vi har fået samtlige hdskr. undersøgte og deres indbyrdes forhold bestemt, for derefter atter at kassere dem, der er afskrifter efter andre bevarede hdskr. Men når nu Platon har været så ofte udgivet, skulde man dog tro, at i det mindste en del af dette arbeide var gjort. Og det kan da heller ikke nægtes, at meget og godt arbeide er udført. Allerede Bekker opregner 68 hdskr. og har læsemåder fra dem alle; af andre giver Stallbaum prøver, og i den senere tid har især Schanz undersøgt flere codd. personlig, for en stor del sådanne, der allerede var benyttede af de tidligere. Man har derved opdaget de ældre apparaters svaghed. Kun hvad der gives af positive oplysninger, kan bruges, medens det altid er ' Wohlrab, Die Platonhandschriften und ihre gegenseitige Beziehungen (aus dem 15. Supplementbande der Jahrb. f. class. Phil., Leipzig 1887), opregner 147, og er endda ikke fuldstændig.