46 G. Rangel Nielsen: 8—4. VII, 1.111,03. VIU, 3. IV, 1—2. Axioch., de iusto, de virt., Demon., Sisyph., Alcyon), så at man næsten skulde tro, det slet ikke stammede fra de andres archetypus. Og denne mulighed bør absolut holdes åben, indtil man får sikker oplysning om dets alder og ydre forhold. Nu står man ganske rådvild, når den ene siger, det er skrevet af 2 hænder (Bast), den anden, at der har været 6 hænder om det (Bekker). Jeg skal kun anføre nogle steder, hvor Y har en anden læsemåde end 9t: Alk. I 105 D init. ðr ὃ t: ὃν Y med en feil, der forøvrig genfindes i andre hdskr, 114 D ἐν ἐμοὶ ἐμμελέτησον t, ἔν ἐμοὶ ἕν μελέτησον U: ἐμοὶ ἐμμελέτησον Y (både i A og i Y synes her at foreligge en rettelse); 115 E εἴπερ ἦ κακὸν ἀπεργάζεται κακὴν καλεῖς, hvor Y har καλεῖν, der er galt. På disse steder bliver Y den lille. Men den får oppreisning, når vi Gorg. 492 B i t læser ἐπεὶ ϑεοῖς ἐξ ἀρχῆς ὑπῆρξεν ἢ βασιλέων υἱέσιν εἶναι Osv. i et ræsonnement, hvor ϑεοὶ slet ikke hører hjemme (Kallikles udvikler, at de der har magt og midler til at tilfredsstille deres lyster, skal ikke lade sig skræmme af folk, der priser σωφροσύνη af nødvendighed); Y har ἐπεί γε οἷς κτλ.: for dem, der osv. er 0wφροσύνη en skændsel”. Dette kunde man nu med lidt ond vilje forklare som en konjektur. Sér man derimod på Gorg. 509 C ὡς ἕκάστου κακοῦ μέγεϑος πέφυκεν, οὕτω καὶ κάλλος τοῦ δυγατὸν εἶναι ἐφ᾽ ἕκαστα βοηϑεῖν καὶ αἰσχύνη τοῦ μή (saledes Y; Ut har ἑτοίμη for τοῦ μή), må man indrømme, at det ikke er en af de almindelige hdskr.-konjekturer. Endnu mere gælder dette Phaedo 77 E ἀλλὰ χρὴ — ἐπάδειν αὐτῷ ἕκάστης ἡ μέρας ἕως ἂν ξξεπᾷάσητε. Her har kun Y det sidste ord, der ellers er forskrevet på det frygteligste (Heindorf havde fundet det ved konjektur). Disse to hdskr. er nogle af de første, der må undersøges nøie med hensyn -til alder® og afstamning. Men i endnu høiere grad gælder dette de helt eller delvis ukendte. Jeg skal af dem 1 Stallb. mente at kunne forsvare det ved at underforstå δίκαιόν ἐστιν fra det foregäende. ? Sådan må sammenhængen være, men i det næste er der feil i alle hdskr., se Schanz. 3 Som en kuriøs konsekvens af manglen på aldersbestemmelser skal jeg nævne, at mens Jordan Herm. XII, 170 viser, at Ven. > er afskrift af Marc. 590, der er afskr. af Y, vilde Schanz Rh. Mus. XXXIV, 132 aflede Y af Escorial. Y 1, 13 : Σ er fra ca. 1200, ὃ Escor. fra slutn. af 13 årh.!