Om Overleveringen af Platon. 4T kun nævne ét: Palat. 173 i Rom (Wilamowitz 1. 1. p. 986: kalder den feilagtig Vat. 193), der indeholder Apologien, Phai- don, Alkibiades I, Gorgias, Menon, Hippias Maior — excerpter af Theaetet, Symposion, Timæus, Staten!, Protagoras — Lexicon Platonicum ὁ: steder af Euthyphron, Kratylos, Sophisten, Politicus, Parmenides, Lovene, Epinomis — Ὅροι — index «manu ut videtur Joannis Scutariotae» saec. XV over indholdet indtil Protagorasexcerpterne incl. Håndskriftets alder lader sig bestemt fastslå ud fra Bekkers iagttagelse, at det er skrevet med samme hånd som Coisl. 345, en codex, B. havde indgående kendskab til, da han havde udgivet sine Anecdota derefter; det tilhører efter Montfaucons katalog over Coisliniana 10de årh.”. Bekker har kollationer til Menon og Hippias, og man har efter dem villet sætte hdskr. i forbindelse med de ovenfor behandlede Vindobonenses. Men to dialoger er dog for lidt at bygge en endelig dom på. Der er således spørgsmål nok at løse, inden vi får et pålideligt og udtømmende hdskr.-apparat. Men opgaven er ikke løst med håndskrifterne alene. Som bekendt har de senere år bragt en del papyruslevninger for dagen, og deriblandt er da også nogle stykker af Platons Phædon og Laches. Navnlig Phædon-fragmenterne har vakt stor opsigt trods de store huller, idet det lader sig gøre at rekonstruere kolumnerne med endog meget stor sikkerhed, og det har da vist sig, at vi her finder en tekst, der afviger meget fra håndskrifternes, og hvor for det meste papyrusteksten er bedst”. Jeg skal anføre nogle af de mere betydelige afvigelser. Phaed. 68 A læser hdskr.: ἢ ἀνϑοωπίνων ! Nævnes ikke i Stevensons katalog, men hos Bekker (cod. ὃ) og Schneider, der begge har benyttet hdskr. Det samme gælder Parm., Legg. og Epinom. ? Overfor disse autoriteter bortfalder Stevensons vaklen mellem 10de og 1116 årh. såvel som Jordans ansættelse til 12. ärh. (Wohlrab 1. 1. p. 679). 3 Man kunde egenlig heller ikke vente andet af en kilde, der kommer forfatterens egen levetid så usædvanlig nær. Dog har H. Usener, Gött. gel. Nachr. 1892, 25 ff. villet bevise det omvendte, øiensynlig i en slags filologisk fortvivlelse over at se tilliden til vor overlevering rystet: «dem wüsten dilettantismus der konjekturenjagd und der glossenspürerei ... thun sich die thore weit auf.» Forsøget er ikke faldet heldig ud. Den til forklaring af hdskr.s høiere værdi tilføiede hypotese om vor overleverings oprindelse ibd. 181 ff. hviler også på et ret svagt grundlag, se Immisch, Berliner philologische Wochenschrift 1892 sp. 1121.