48 G. Rangel Nielsen: μὲν παιδικῶν καὶ γυναικῶν καὶ υἱέων ἀποϑανόντων πολλοὶ δὴ ἑκόντες ἠϑέλησαν εἷς Αἵδου ἐλϑεῖν κτλ.; i pap. hedder det med 3 afvigelser: ἢ ἀνϑρωπίνίων μὲν παιδικῶίν καὶ γυναικῶν] ἢ παίδων ἕνεκα [ἀποθανόντων πολλοὶ ἑκόντείς ἠϑέλησαν εἷς Αἵϊδου ἐλϑεῖν κτλ Her er papyrusteksten absolut den bedste: ἢ παίδων giver en klarere sætningsbygning og en videre tanke end καὶ υἱέων, men navnlig kunde ingen her finde på at indskyde ἕνεκα. Endnu stærkere er afvigelsen 68 B: den vise er sikker på μηδαμοῦ ἄλλοϑι καϑαρῶς ἐντεύξεσϑαι φρονήσει ἀλλ᾽ ἢ ἐκεῖ (υ: i Hades). εὖ δὲ τοῦτο οὕτως ἔχει κτλ., hvor pap. ser således ud: μηϊϑαμοῦ ἄλλοϑι;] [δυνατὸν εἶναι καϊϑαρῶς φρογήσει ἐν | [τυχεῖν εἰ δὲ τοῦτο οὕτως ἔχει κτλ. Ordene ἀλλ᾽ ἢ ἐκεῖ kan ikke have stået der, og man undværer dem helst. ðvγατὸν εἶναι ἐντυχεῖν synes kun at bero på konjektur, men er i virkeligheden ganske sikkert. Dels passer ordene lige ind i lakunen, dels finder de bekræftelse derved, at der i randen af ϑί står bemærket yo. ἄλλοϑι δυνατὸν εἶναι καϑαρῶς. Afvigelsen i hdskr. finder sin forklaring i, at ἐντυχεῖν blev til ἔντεύξεσϑαι under påvirkning af stedet lige foran: λαβὼν σφόδρα τὴν αὐτὴν ἐλπίδα, μηδαμοῦ ἄλλοϑι ἐντεύξεσϑαι αὐτῇ (9: τῇ φρονήσει) ἀξίως λόγου ἢ ἕν Αἵδου. Derved blev δυνατὸν εἶναι overflødigt og måtte falde bort; men tilføielsen i X viser, at det længe blev slæbt med. Randbemærkningen i U viser os altså et spor af en fra hdskr.ne forskellig ældre recension bevaret på hdskr.nes tid. Og . det synes ikke at være det eneste. Fra 12te årh. er os bevaret en oversættelse af Phaedon og Menon, besørget af Henricus Aristippus 11621. Den er som latinsk gengivelse betragtet gruelig, men får betydning ved sin slaviske gengivelse af den græske tekst, hvor hver eneste partikel gengives: τῷ ὄντι ἡμῖν δέδεικται ὅτι κτλ.: procul dubio nobis demonstratum est quoniam (Phæd. 66 D) — τὸ δ᾽ ἔσχατον πάντων ὅτι: novissimum autem omnium quoniam (ibd.) — λέγειν τε καὶ δοξάζειν: dicere que et opinari (67 B). Det er så gennemført, at man bliver ganske overrasket ved at se êv ᾧ ἂν ζῶμεν (67 A) poetice et eleganter gengivet: in quo utique vitales auras carpserimus!* — Det vil således være 1 Om mandens person se V. Rose Hermes I 367 ff., hvor også et kapitel af Phædo samt de to fortaler meddeles. Hos Wyttenbach findes yderligere nogle spredte citater. ? Manden har det fra sin Vergil Aen. I 387 f.: Quisquis es, haud, credo, invisus coelestibus auras vitales carpis.