Om Overleveringen af Platon. 49 muligt at læse den græske tekst igennem Aristippus’ latin; vi finder da bekræftelse på udslettelsen af ἴσον p. 74 E: ἐνδεῖ δὲ καὶ où δύναται τοιοῦτον εἶναι [ἴσον οἷον ἐκεῖνο : deficit autem et nequit tale esse quale illud. — 94 B viser den os, at Arist. har læst πότερον συγχωροῦσαν τοῖς κατὰ τὸ σῶμα παϑήμασιν (vel πάϑεσιν) ἢ καὶ ἐναντιουμένην, idet han gengiver: utrum assentientem eis quae secundum corpus passionibus vel et adversantem. Det er en forståelig og god tekst, der ganske gør de hokuspokus overflødige, som Schanz har fundet sig foranlediget til i sin tekst, blot fordi %( (77 Tub.) mangler ἢ καί. Et særlig tydeligt vidnesbyrd om, at vi her står overfor en anden recension, er 96 D: (Jeg mente min opfattelse var rigtig) ὁπότε τις vaí-VOTO ἄνϑρωπος παραστὰς μέγας σμικρῷ μείζων εἶναι αὐτοῦ τῇ κεφαλῇ, καὶ ἵππος ἵππου : homo magnus parvo maior esse ipso capite et equus equo 9: ἄνϑρωπος μέγας σμικροῦ μείζων εἶναι αὐτῇ τῇ κεφαλῇ, καὶ ἵππος ἵππου. Desværre foreligger denne oversættelse kun i enkelte brudstykker. Men det, der er, er nok til at vise, at den virkelig kan bruges som tekstkilde. Derimod turde Ficinus’ oversættelse have udspillet sin rolle i så henseende. Man vil sikkert ved en indgående prøvelse kunne påvise dens græske kilde i et eller andet italiensk håndskrift. Det har ikke været meningen her at give en udtømmende oversigt over kilderne til fastsættelsen af Platons tekst; men dog vil det allerede af det her givne være klart, at der ligger mange spørgsmaal uløste, som må klares, før arbeidet er afsluttet. Hvorvidt nu Immisch her er den rette mand, ja det må tiden vise. Hans forsøg på at give Axiochos værdi gennem en ny fortolkning synes efter Wilamowitz’ kritik at være forfeilet'; i recensionen har han ikke fået alt stoffet med. Men da han selv her gør undskyldning, bør man ikke gå for strængt i rette med ham for det. Så meget ser man, at han er klar over, at Platonoverleveringen ikke er udtømt med ét eller to hdskr. Man tør da håbe, at han vil finde et rigtigere grundlag for sit arbeide end hyad man hidtil har ment at kunne nøies med. ' Jeg tør ikke tillade mig nogen selvstændig dom. Nord. tidsskr. f. filol. 3die række. V. 4