78 A. B. Drachmann: Anm. af Aeschylus, ed. Wecklein. ingen af Delene var fuldt tilstrækkelige. At den nye Collation er det, derfor borger Vitellis Navn; det Arbeide vil ikke behøve at sjøres om, og selv den Udgave i fotografisk Facsimile, der nu er besørget af Laurentianerbibliotheket, vil ikke gjøre Weckleins Udgave overflødig; intet Facsimile kan erstatte en nøiagtig og kyndig Collation. For saa vidt er Udgaven afsluttende og vil danne Grundlaget for al fremtidig kritisk Bearbeidelse af Æschylus. Udgiveren har dog vist tænkt sig, at den skulde være noget mere: at den overhovedet skulde være den afsluttende Udgave af Æschylus, hvad det kritiske Apparat angaaer. Det vilde den nemlig i Hovedsagen være, dersom hans kritiske Grundsætning var rigtig: at alle vore Haandskrifter stammer fra M. Denne Grundsætning, der først er bleven udførlig begrundet af Dindorf, er almindelig anerkjendt for de fire Stykkers Vedkommende (Hiketiderne og Orestien); for de tre andres har den altid været bestridt, og det kan nu ansees for sikkert, at den er urigtig. v. Wilamowitz har nemlig (i Hermes XXV) beviist, at de Scholier der findes i de yngre Haandskrifter, ikke er blotte Bearbeidelser af Mediceerscholierne, men repræsenterer en selvstændig og tildeels fyldigere Overlevering. Dermed er Sagen given ogsaa for Textens Vedkommende, der, som v. Wilamowitz med fuld Ret har hævdet, ikke lader sig skille fra Scholierne. De yngre Haandskrifters Text er imidlertid kun ufuldstændig bekjendt; Oplysninger om dem maa endnu søges i Hermanns Udgave. Ganske vist vil et nøiere Kjendskab til dem ikke bringe noget stort Udbytte for Æschylus’s Text; dertil er denne, som Tragikernes i det Hele, for fast og eensartet ogsaa i de groveste Feil; men det taler dog ikke synderlig til Ære for de sidste halvhundrede Aars Æschylusforskning, at man er vedblevet at strides om disse Haandskrifters Betydning uden at skaffe ordentlige Oplysninger om dem selv. For en fremtidig Udgiver af Æschylus vil det blive den første Opgave at tilveiebringe et fuldstændigt Materiale til Bedømmelse af den yngre Haandskriftmasse baade for Textens og Scholiernes Vedkommende og at fremlægge det i sigtet Form. At Wecklein ikke har gjort dette, er fra hans Standpunkt korrekt; men det forringer i væsentlig Grad hans Udgaves Værdi. I sin Text holder W. sig τοῖο til M; bl. a. har han ogsaa gjengivet dets Versinddeling. Det har været hans Hensigt hermed at skaffe et fast Grundlag for Citeringen af Æschylus, og han har utvivlsomt seet den rette Vei til at befrie Philologerne for en utaalelig Plage, som enhver der blot har skullet slaae et Tragikercitat efter har lidt under. Des mere maa man undres over at v. Wilamowitz i sin Udgave af Choephorerne alligevel har opgivet Weckleins Tælling. Dette skyldes ganske vist tildeels Uagtsomhedsfeil af v. Wilamowitz; men Udgangspunktet for A fvigelsen falder for saa vidt Wecklein til Last, som han har undladt at tælle det uægte Vers 69 (der findes i M) med — fra