86 E. Gigas: Anm. af Johan Vising, Dante. tazzini har resumeret og kritiseret (vel meget!) den ældre og nyere Dante-Forsknings Resultater: «Manuale Dantesco», «Prolegomeni della Divina Commedia», «Dante-Handbuch» og «Dantologia». Den er beregnet paa i Korthed at give det litterært interesserede nordiske Publikum et Begreb om det Standpunkt, som Kjendskabet til Digterens Liv og Værker nu er naaet til. Det er lykkedes Prof. Vising, der aabenbart kjender fortræffelig hvad Tydskerne kalde den «einschlägige» Litteratur iblandt den uhyre Vrimmel af Skrifter. som dreie sig om Dantes Person og Digtning, at meddele en saadan Fremstilling af den udødelige Digter og hans Værk, at Enhver, der har nogen Sands for alvorlig Lekture. maa faae Lyst til at fordybe sig i Divina Commedia, støttet paa det Indblik i dens Væsen, som er ydet i denne Bog. Efter en Indledning af mere almindeligt Indhold følger Skildringen af Dantes Liv, hvortil er knyttet Indholdsangivelse og Karakteristik af hans Skrifter med Undtagelse af Hovedværket. Dette behandles i det sidste (sjette) Afsnit samt en Del af det næstsidste, men Omtale deraf og Hentydninger dertil træffes naturligvis gjennem hele Bogen. En lille Indvending kunde maaskee gjøres mod Fordelingen af Referatet af Digterens fantastiske Vandring, nemlig under de to Rubriker «Form» og «Indhold»: en Dei af hvad der findes sagt under den førstnævnte Rubrik kan vist ligesaa vel siges at angaae Indholdet, og Gjentagelser ere da ikke helt undgaaede paa dette Punkt. Naar man faaer en ny Bog om Dante i Hænde, seer man gjerne nysgjerrig efter, hvilken Stilling dens Forfatter indtager til de store Tvistepunkter, som endnu bestandig beskjæftige Forskerne: hvad mener han om de Breve, der gaae under Digterens Navn, hvad er hans Anskuelse om Beatrice som historisk Person, hvad Resultat er han kommen til med Hensyn til «il Veltro», til «Pietra» o. Desl. Prof. Vising behandler disse Spørgsmaal med stor, rolig afveiende Besindighed, der kan sammenstilles med Gaspary’s Holdning ligeoverfor dem i hans «Geschichte der italienischen Literatur» og staaer i glædelig Modsætning til den stadige Væren paa Tværs, som karakteriserer Scartazzini, navnlig i dennes tidligere Bøger, og som, naar man seer, hvordan han fremsætter nye Meninger om den samme Ting tor hver ny «Dantologi» han skriver. smager nok saa meget af Luner som af Overlæg. Sproget fortjener at roses som klart og koncist, og de citerede Steder af Divina Commedia, som er oversatte af Prof. V. selv, idet han er utilfreds med den Lovénske Oversættelse og sætter den ikke lidt under Molbechs, bringe Læseren til at ønske, at den udmærkede Dantekjender vilde gjengive og udgive hele Digtningen paa Svensk. Endnu kun et Par Smaabemærkninger. — Nogle Ord om Dantes Ydre synes at savnes; man har jo saamange Portræter af Digteren, Meget er skrevet om disse, og det kunde jo være interessant for Læserne at faae Lidt at vide om, hvilke af dem