F. Dyrlund: Anm. af Verner Dahlerup, Det danske Sprogs Historie. 87 man har Grund til at antage for authentiske. At det, der forhen gik under Orcagnas Navn og som man engang gjorde meget Væsen af, ikke henhører blandt disse, er jo nu sikkert, da det ifølge et bevaret Dokument er malet af Michelino i det 15de Aarhundrede. — Mon det med Rette kan siges, at Toskana ingen Del havde i det 13de Aarhundredes religiøse Lyrik (le Laude), hvis Hjemsted jo især var Umbrien; T. Casini fremhæver i Gröber’s Grundriss der romanischen Philologie (II, 3. Abth., S. 28 f.) just de mange toskanske Hymner. — Prof. V. omtaler S. 22 Anm.’s Artikel «Dante» i Salmonsens Konversationslexikon paa en Maade, hvormed dens Forf. ikke kan Andet end være həøilig tilfreds; men det der anførte Aarstal 1896 er ikke rigtigt: Bindet udkom 1895, og det paagjældende Afsnit er skreven tidligere, hvilket maa tjene til Undskyldning for og Forklaring af, at ikke enkelte vigtige Værker af den nyeste Dantelitteratur ere medtagne i Artiklens bibliografiske Del. E. Gigas. Verner Dahlerup, Det danske Sprogs Historie i almenfattelig Fremstilling. Kbh. 1896. Brødrene Salmonsen. 2- 176 sider i 8°. Skönt N. M. Petersens danske sproghistorie (1829) i vor lille sproglige bogverden altid vil stå som et banebrydende værk af höj rang, lader det sig ikke nægte, at den i mange henseender er bleven stærkt forældet. I vore öjne fattes bygningen på en måde både underlag og overbygning: på den ene side havde guldhornsskriften endnu ikke fundet sin Sofus Bugge, hvorfor der dengang ikke kunde være tale om at komme tilbage til det rette fællesnordiske oldsprog (det ældre runesprog, «urnordisk»); på den anden side finder vi ingen grund til at bryde af med «henved 1700». Trods sin bedre bevidsthed’, lod Petersen sig desuden på et hovedpunkt vildlede af sin med rette beundrede ven, Rasmus Rask (retskrivningsl. 1826 s. 106 f.), idet han opstiller sproget i Skånske lov m. m, som «ældste dansk» (et navn, der rettelig tilkommer det yngre runesprog), medens sproget i de sælandske love og i Jyske lov m. m. sættes længer ned i tiden og kaldes «ældre dansk». Af mindre oversigter, bestemte for en bredere læsekreds, haves to, nemlig af Molbech 1833 for ved hans ordbog og af 1 Se ytringen om <«dialektforskellighed» side 139, jf. Bredsdorff i Blandinger fra Sorø I (1831) 84 og især Petersen i Lhist. I (1853) 61 f. — Molbech ovenanf. st. blev her retledet af Bredsdorff.